Du er her

Rottebekæmpelse begynder med humor fremfor gift

Der er meget, man selv kan gøre for at undgå af få besøg af rotter. Ni midtjyske kommuner er gået sammen om at lave otte korte animationsfilm, der viser hvordan.

Der er rigtig mange rotter i Danmark, og antallet af anmeldelser er på landsplan steget de seneste år. Populært siger man, at der er én rotte pr. indbygger, men ingen ved nøjagtigt, hvor mange rotter der er - kun at bestanden kan vokse eksplosivt, hvis ikke den hele tiden bliver bekæmpet. Det er kommunerne, der står for at bekæmpe rotterne.

Kommunerne har dog brug for hjælp fra borgerne i kampen mod rotter. Derfor er Viborg, Herning, Holstebro, Horsens, Ikast-Brande, Lemvig, Ringkøbing-Skjern, Skive og Struer kommuner gået sammen om en kampagne, der fortæller, hvad man som borger selv kan gøre for at forebygge mod rotter omkring boligen og begrænse rotternes muligheder for at vokse i antal. Kampagnen indeholder otte korte animationsfilm.

Konkrete råd
De nye animationsfilm giver konkrete råd om, hvordan man forebygger rotter, når man fodrer fugle eller holder høns, hvordan man sikrer sin kompostbeholder og undgår at skabe oplagte redesteder til rotterne.

Filmene oplyser også om, hvordan borgerne selv kan undersøge, om det er rotter, der er på spil eller andre mere uskadelige gnavere, og hvordan man spotter tegn på kloakbrud, som også kan give rotterne adgang til boligen.

Forebyggelse fremfor gift
Formålet med kampagnen er også at skabe opmærksomhed om, at gift ikke er vejen frem i bekæmpelsen af rotter. Gift giver nemlig uheldige bivirkninger i naturen.

En rapport fra Miljøstyrelsen viser, at 99 procent af alle danske rovdyr, som blandt andet lever af rotter og mus, har rottegift i kroppen. Desuden giver brug af gift problemer med, at rotterne udvikler resistens, som så betyder, at der skal kraftigere gift til for at komme dem til livs.

Det er derfor vigtigt at forebygge, at bestanden af rotter vokser uden at bruge gift.

Humor fremmer forståelsen
Viborg Kommune har koordineret arbejdet med de nye animationsfilm, hvor humor er et vigtigt virkemiddel.

- Typisk bliver man som borger først opmærksom på rotter, når man har haft besøg af dem. Det er ofte en ubehagelig oplevelse. Vi håber, at den lidt anderledes og humoristiske måde at informere borgene på, skaber opmærksomhed om, at alle kan være med til at forebygge, siger Mads Panny, formand for Klima- og Miljøudvalget i Viborg Kommune.

Animationsfilm om rotter
Se hovedfilmen 'Fumle og de fæle rotter' og de øvrige animationsfilm og få mere at vide om kampagnen på Ringkøbing-Skjern Kommunes hjemmeside www.rksk.dk/rotter

Fakta om bekæmpelse af rotter
Som borger har man pligt til at anmelde rotter til den kommune, man bor i.

Det er kommunernes opgave at bekæmpe rotter, da de kan medføre sygdomme og store ødelæggelser.

I 2014 var der cirka 174.000 rotteanmeldelser til kommunerne på landsplan, og der blev brugt omkring 87 tons rottegift til denne bekæmpelse.

Fakta om kampagnen
Kampagnen er udviklet i et samarbejde mellem Viborg, Herning, Holstebro, Horsens, Ikast-Brande, Lemvig, Ringkøbing-Skjern, Skive og Struer kommuner.

Animationsfilmene er lavet af Monkey Tennis fra Viborg.

Se mere på http://rotteangreb.dk/