Du er her

Mange ordblinde grundskoleelever anvender ikke it-støtte på trods af effekt

Elever har gavn af it-støtte i både læsning og stavning. Alligevel anvender en meget stor del af ordblinde elever kun i begrænset omfang eller slet ikke it-støtte i undervisningen. Det viser en ny undersøgelse af ordblinde elever på mellemtrinnet i grundskolen fra Projekt It og Ordblindhed, som Aarhus Universitet og Undervisningsministeriet står bag.

Alle de involverede elever har uafhængigt af forskningsundersøgelsen fået tildelt it-støtte på deres skole. Som en del af projektet har forskere testet eleverne med læseopgaver og staveopgaver både med og uden it-støtte, og resultaterne viser, at eleverne klarer sig bedre i opgaverne, når de anvender deres it-støtte, end når de ikke gør. Interviews med eleverne og deres lærere samt spørgeskemaer til eleverne viser, at rigtig mange elever ikke eller kun i begrænset omfang bruger deres it-støtte.

Undersøgelsen viser også, at der er stor variation i, hvordan lærerne hjælper ordblinde elever i deres brug af it-støtte. Kun i meget begrænset omfang giver dansklærerne ordblinde elever særlige læse-, stave- og skriveopgaver, hvor de skal bruge deres it-støtte. Det stiller store krav til den enkelte elevs motivation og udholdenhed selvstændigt at bruge og få gavn af læse- og skriveteknologi. Derfor vil mange ordblinde elever have brug for støtte fra lærerne.

Regeringen har i forbindelse med det politiske udspil til reform af det forberedende område blandt andet lagt op til en styrkelse af vejledningen om brug af it-hjælpemidler.