Du er her

KL: Velfærdsteknologiske løsninger til medicinhåndtering

Velfærdsteknologiske løsninger er i dag mere og mere udbredt på Social- og Sundhedsområdet til glæde for mange ældre, handikappede og udsatte borgere. Teknologier kan på forskellig vis være med til at øge livskvaliteten hos borgere, give større fleksibilitet og nye faglige muligheder. Det betyder, at kommunernes ressourcer kan anvendes på andre og bedre måder.

Om 20 år vil antallet af 80-årige være fordoblet i Danmark. Bag den gode nyhed forventes også en stigning i antallet af år med sociale udfordringer, sygdom og kroniske funktionsnedsættelser. Derfor eksperimenterer mange kommuner med udvikling og implementering af velfærdsteknologiske løsninger.

I de seneste fællesoffentlige digitaliseringsstrategier (2016-2020) og økonomiaftalen mellem regeringen og KL for 2018, er der fokus på at skabe velfærd på nye måder. Men velfærdsteknologi handler ikke kun om teknologi. For at få succes med brug af teknologi i det daglige arbejde kræver det handlekraft i alle ledelseslag, så det sikres, at arbejdsgange og processer ændres, og at teknologierne fungerer optimalt sådan at gevinsterne realiseres.

På KL's Digitaliseringsmesse er der i år fokus på brugen af velfærdsteknologi på social og sundhedsområdet. På KL's scene kan du bl.a. høre om afprøvning og evaluering af teknologier til medicinhåndtering. Flere initiativer undersøger i disse år om der er kvalitative og økonomiske gevinster forbundet med teknologiske løsninger til medicinhåndtering, idet brugen af medicinhåndteringsprodukter forventes at reducere behovet for besøg hos de enkelte borgere, hvilket vil frigøre ressourcer til andre borgernære opgaver. Det drejer sig bl.a. om eksisterende produkter fra smartphone apps til intelligente pilleæsker.

Efter oplægget vil det være muligt at gå i dialog med kommuner med erfaringer med medicinhåndteringsteknologier og Programchef for digitale projekter på social og ældreområdet Gitte Duelund Jensen.