Du er her

Den røde snor klippet til Europas første 3D printede bygning, The BOD i Nordhavn

Jens Kramer Mikkelsen, adm. dir. By & Havn, klippede den røde snor ved åbningen af bygningen, som blev overværet af mere end 100 interesserede. Arrangementet markerede, at opførelsen af The BOD, Europas første 3D printede bygning, var gået i gang med 3D Printhuset som bygherre, designer og projektansvarlig. Væggene og rand fundamentet bliver 3D printet, hvad der kunne ses live ved arrangementet.

Arrangementet blev afholdt for at fejre, at byggeriet af The BOD (”Building On Demand”) var igangsat og tiltrak sig stor opmærksomhed fra over 100 interesserede, samt talrige repræsentanter fra pressen, radio og TV. Jens Kramer Mikkelsen klippede den røde snor med ordene ”Som tidligere overborgmester og nuværende direktør i By & Havn har jeg overværet begyndelsen på mange byggerier, men den her er altså noget specielt, hvad det store fremmøde i dag fra interesserede og pressen da også vidner om. I dag kan vi med egne øjne se, hvordan Europas første 3D printede bygning bliver til. I dag ser vi fremtiden ”

Ved arrangement kunne de fremmødte selv se byggepladsen og den af 3D Printhuset udviklede og anvendte 3D printer. Tilhørerne kunne under hele arrangementet se live 3D printning af randfundamentet, og de fik en forklaring på, hvordan den store 3D bygge printer virker, samt hvordan bygningen opføres. Adm. dir. Henrik Lund-Nielsen og Teknisk Chef Jakob Jørgensen, 3D Printhuset, fortalte der ud over om fordelene ved den digitale produktionsmåde i form af øget automatisering, større designfrihed og mindre miljøbelastning.

Når bygningen er færdig i slutningen af efteråret vil The BOD fungere som et lille kontor, hvor enkelt arbejdspladser udlejes til virksomheder, der skal operere i havnen. Selvom The BOD er en meget lille bygning, så er Henrik Lund- Nielsen, sikker på at den får en stor betydning som demonstrationsprojekt: ”Vi er meget stolte over at lave dette demonstrationsprojekt, hvor det for første gang i Europa dokumenteres, at 3D print kan anvendes til at opføre en bygning, der lever op til de stramme normer og standarder, som vi har her. Vi er overbeviste om, at dette projekt vil inspirere andre til at tage 3D print teknologien i anvendelse i byggeriet fremover, og vi er åbne for ethvert samarbejde i den forbindelse, ligesom vi gerne fremviser The BOD for interesserede”.

De besøgende var imponerede over hvad de så og for mange var det fremtiden, der blev vist frem: Partner Hans Korsholm fra Microshade sagde: “3D printning er en helt ny måde at fremstille bygninger på og jeg kom her i dag for at se, hvordan det foregår. Jeg må sige, at jeg var noget forbeholden, inden jeg kom, men nu efter at have set det med mine egne øjne, kan jeg se, at det virker. Bo Boje Olsen, Salgschef hos Altiflex opsummerede: “The sky’s the limit, der er ingen grænser for, hvad det her kan bruges til. Jeg er virkelig imponeret”.

Et par timer efter arrangementet blev randfundamentet printet helt færdigt til en højde på 60 cm.
De næste faser i byggeriet består af traditionel udstøbning af den øvre del af fundamentet, hvorefter 3D printeren tager over igen og printer væggene op i en højde af 4,5 meter.