Du er her

Regeringen fjerner flere bøvlede regler for erhvervslivet

Regeringen har netop svaret på 45 forslag til regelforenklinger fra Virksomhedsforum for enklere regler. De fleste af de besvarede forslag handler om at lette erhvervslivet for unødvendige byrder fra offentlige digitale løsninger.

Virksomhedsforum for enklere regler sender løbende forslag til regeringen, som skal gøre op med unødvendige regler og administrative byrder for virksomhederne i Danmark. Senest har Virksomhedsforum haft fokus på digitalisering og de udfordringer, som erhvervslivet oplever i den digitale kontakt med offentlige myndigheder. Regeringen har nu svaret på en række af Virksomhedsforums forslag.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen:
”Det skal være så nemt som muligt at drive virksomhed i Danmark, så vi støtter op om udviklingen og væksten i dansk erhvervsliv. Derfor ligger det mig dybt på sinde, at vi får udryddet alle de unødvendige og bøvlede regler, som spænder ben for vores virksomheder. Her er Virksomhedsforum en uvurderlig hjælp.

Denne gang har vi i regeringen valgt at gennemføre en række forslag fra Virksomhedsforum, som først og fremmest gør op med de udfordringer, erhvervslivet oplever i deres digitale kontakt med myndighederne. Digitaliseringen af den offentlige service skal jo være en hjælp for vores virksomheder og borgere, og ikke en kilde til frustration og tidsspilde.”

Virksomhedsforum har denne gang påpeget, at virksomhederne spilder meget tid på at finde tidligere års indberetninger frem, hver gang de skal udfylde en selvangivelse. Regeringen har derfor valgt at gennemføre et forslag fra Virksomhedsforum om, at det gøres muligt at kopiere de oplysninger, man har indberettet året før, over i den aktuelle selvangivelse. Herefter kan man hurtigere rette eventuelt ændrede værdier. Virksomhederne kan derfor se frem til, at det fra 2018 bliver hurtigere og lettere at indberette selvangivelser.

Der er også forslag, som på et mere overordnet plan vil gøre livet lettere for virksomhederne på den lange bane, hvad angår offentlige digitale løsninger.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen:
”Den digitale udvikling har på mange måder gjort det nemmere og billigere at drive virksomhed. Med de mange digitale selvbetjeningsløsninger for virksomheder, er stort set al kommunikation mellem virksomheder og myndigheder i dag digital. Desværre viste en undersøgelse fra Rigsrevisionen i 2015, at de erhvervsrettede løsninger ikke er tilstrækkeligt brugervenlige. Det koster virksomhederne tid og penge, så det vil vi gerne gøre noget ved.”

Regeringen gennemfører derfor bl.a. et forslag fra Virksomhedsforum om, at der stilles krav om aktiv brugerinddragelse allerede i den såkaldte ”før anskaffelses”-fase. Herved afdækkes målgruppens behov, viden og forudsætninger allerede inden udviklingen af en digital løsning sendes i udbud.

Endvidere gennemfører regeringen Virksomhedsforums forslag om, at der skal foretages en servicedesignanalyse, når der udvikles nye digitale løsninger. Sådan en analyse skal sætte virksomhederne i centrum og afdække hele brugerrejsen for den pågældende IT-løsning, allerede i idéfasen eller senest i analysefasen.

Gennemførelse af begge forslag vil på sigt både bidrage til bedre digitale løsninger og være tidsbesparende for virksomhederne.