Du er her

Ny statusrapport for statens store it-projekter

Statens It-projektråd har offentliggjort status for statens store it-projekter for 1. halvår 2017. To ud af 29 projekter har fået røde trafiklys, og seks har fået gule trafiklys. Et projekt har ikke fået noget trafiklys. I rapporten kommer rådet også med en anbefaling om at minimere omfang og kompleksitet i projekterne.

It-projektrådet offentliggør to gange om året en status for statens store it-projekter. It-projektrådet har udgivet statusoverblikket, siden rådet blev etableret i 2011, og i alt er 79 it-projekter blevet risikovurderet siden da.

For 1. halvår 2017 har 28 projekter og ét program statusrapporteret. På baggrund af projekternes oplysninger om forventede afvigelser fra den planlagte tidsplan, budget og gevinstrealisering tildeler rådet alle projekter et trafiklys som udtryk for projektets tilstand.

To projekter er blevet tildelt røde trafiklys, fem projekter og ét program er tildelt gule trafiklys, 20 projekter er tildelt grønne trafiklys, og et enkelt projekt har ikke fået et trafiklys pga. manglende baseline.

It-projektrådet bemærker, at myndighederne i det sidste halvår har igangsat mange store og komplekse it-projekter. Faktisk har næsten en tredjedel af projekterne i den samlede portefølje nu budgetter på over 100 mio. kr., og It-projektrådet har vurderet, at knap 40 pct. har høj risiko.

It-projektrådet opfordrer til, at de projektejende myndigheder efterlever det fjerde princip for it-projekter i staten om opdeling og afgrænsning for at minimere omfang og kompleksitet med fokus på de forretningsmæssige mål.