Du er her

Computersnak skal give mere tid til borgerne

De ansatte i Nordfyns Kommune skal fremover tale til deres computer i stedet for at bruge tastaturet. Det går hurtigere, og den sparede tid kommer borgerne til gode.

Tastaturernes klapren kan meget vel blive fortid i Nordfyns Kommune. Fra 1. oktober 2013 indfører kommunen talegenkendelse, som gør det muligt automatisk at omsætte tale til skrift.

I første omgang skal 60 administrative medarbejdere på kursus i at bruge den særlige software til talegenkendelse. Dernæst skal de arbejde individuelt med systemet, så programmet lærer at forstå og gengive den enkeltes personlige sprog.

Indførelsen af talegenkendelse i Nordfyns Kommune handler ikke om at spare, men om at udføre opgaverne mere effektivt. Effektiviseringen gennemføres ved en god og proaktiv personaleplanlægning.

- Vores mål er at frigøre tid til at servicere borgerne, ikke at gøre vores ansatte overflødige. I sidste ende kan den vundne tid betyde, at borgerne får hurtigere besked i deres sag hos kommunen, siger kommunaldirektør Morten V. Pedersen.

Ifølge Morten V. Pedersen er en anden fordel, at sagsbehandleren eksempelvis kan diktere et journalnotat under selve mødet med en borger.

- Så ved borgeren præcis, hvad der er aftalt. Er der misforståelser, kan de ryd-des af vejen med det samme. Dermed vil vi ikke få så mange indsigelser efter-følgende med yderligere sagsbehandling til følge, siger Morten V. Pedersen.

Endelig fremhæver han, at talegenkendelse kan blive en gevinst i arbejdsmiljøet. Talegenkendelse giver langt større mulighed for at variere sin arbejdsstilling end muse- og tastaturarbejde, som erfaringsmæssigt kan være fysisk belastende.

Nordfyns Kommune er langt fra den første kommune, der indfører talegenkendelse. Der er derfor et stort erfaringsgrundlag at trække på.

- Lige på det her område har jeg ikke noget imod at gå i andres fodspor. Vi har fordelen af at bruge den allernyeste software, hvor alle børnesygdommene er ryddet af vejen. Vi har også lært af andre kommuners fejl og gennemfører ikke det her fra den ene dag til den anden, siger Morten V. Pedersen.

Systemet tages i første omgang i brug på arbejdsmarkedsområdet, socialområdet og børn- og ungeområdet. Alt efter erfaringerne vil det blive bredt ud til resten af kommunens administration.