Du er her

”Du er besøgende nr. 1.000.000” – erfaringer fra et hackerangreb

At hacke og blive hacket er ikke længere forbeholdt blege drenge, med cola-klistrede hænder, Lisbeth Salander eller amerikanske myndigheder som FBI. Angrebene er heller ikke længere så let gennemskuelige som clickbate om rige amerikanske onkler, der gerne vil give dig en kolossal arv. DDoS, afpresningsvirus og hacking rammer i dag myndigheder af alle størrelser og er svært at gardere sig imod. På et netværksmøde hos CEDI inviterer vi dig helt tæt på et hackerangreb.

I takt med den stigende digitalisering i det offentlige, med voksende mængder af personfølsom data, øges risikoen også for brud på sikkerheden og dermed risikoen for at blive hacket. Når offentlige myndigheder hackes er det typisk angreb på databaser eller nedbrud af systemer, som fx DDoS-angreb, hvor siden sættes ud af drift på grund af et bombardement af forespørgsler.

I januar blev flere af de danske kommuner udsat for omfattende cyberangreb, heriblandt Nordfyns Kommune. De pågældende angreb var såkaldte afpresningsangreb, hvori kommunernes data blev krypteret og holdt som gidsel imod en løsesum.

Nordfyns Kommune var heldige i angrebet og slap forholdsvist nemt, og kun en enkelt maskine blev udsat, men andre har ikke været så heldige og har fået låst større mængder data.

Hvor er organisationen sårbar? Og hvad kan man gøre for at være bedre beskyttet? På et CEDI netværksmøde vil it-sikkerhed være i fokus når Per Stenaa, it-chef i Nordfyns Kommune, kommer og fortæller om erfaringer fra da kommunen blev angrebet i januar samt hvilke tiltag der er blevet foretaget sidenhen.

Netværksmødet foregår tirsdag d. 20. oktober kl 13-16.