Du er her

112 app kan redde liv

I det trafikerede kryds på  Dronning Louises Bro kan der nemt ske en ulykke, og derfor er det også oplagt, at det er i et kryds som dette, at Miljøminister Ida Auken lancerer den nye 112 app, som i bedste fald kan redde liv.

112 app'en er udviklet i samarbejde med Rigspolitiet, Københavns Brandvæsen og TrygFonden.

Ulykke i morgentrafikken
Miljøministeren var selv til stede på Dronning Louise Bro, hvor en simuleret ulykke dannede rammen om lanceringen:
- Selv cykler jeg meget rundt i København, og også tit på gader, som jeg slet ikke kender navnet på. Hvis jeg skulle komme til skade dér og skulle ringe 1-1-2, ville jeg først skulle bruge tid på at finde ud af, hvor jeg var, forklarede ministeren.

Smart i en fart
Den nye app er ganske simpel: Hvis man får brug får at ringe 1-1-2, skal man blot ringe op gennem app’en på sin smartphone, og så vil alarmcentralen præcis kunne se, hvor man befinder sig, da app’en automatisk sender gps-koordinaterne samtidig med samtalen. På den måde undgår man at komme i en situation, hvor man ikke kan forklare alarmcentralen, hvor man befinder sig. App’en er et godt eksempel på en digital løsning, hvor Geodatastyrelsen samarbejder med private virksomheder.
- Vi har fået en 112 app, som gør en forskel i hverdagen for os alle sammen. Det er et bevis på, at der opstår synergi, når offentlige og private virksomheder går i tæt dialog helt fra ide til lancering af et produkt. I bedste fald vil app’en redde menneskeliv, sagde ministeren.

Download app’en
De morgenfriske cyklister fik uddelt flyers, mens andre interesserede kan finde mere information på 112-app’ens hjemmeside eller på Facebook hvor den også kan downloades. App’en kan hentes til alle smartphones med styresystemerne IOS (Iphone), Android eller Windows.