Du er her

3D-print frikendes – næsten – for sundhedsrisiko

Ny undersøgelse viser ingen sundhedsrisiko ved brug af 3D-printede produkter – men under printning er det en god idé, at sørge for grundig udluftning.

Kan der være en sundhedsfare forbundet med at printe i 3D eller bruge 3D-printede produkter? Det spørgsmål har Miljøstyrelsen undersøgt, og rapporten "Risikovurdering af 3D-printere og 3D-printede produkter", der udkom i dag, konkluderer overordnet, at man for de undersøgte printede materialer, sikkert kan bruge de printede produkter.

Selv i et opstillet worst case-scenarie, hvor et 1-årigt barn drikker mælk af en 3D-printet kop, eller hvor de printede materialer bruges som legetøj, er der ingen sundhedsrisiko.

"Den mulige sundhedspåvirkning af 3D-printede produkter har ikke før været belyst i denne grad. Da brugen af printerne bliver stadig mere udbredt blandt private forbrugere, var det oplagt at se på. Heldigvis viser vores undersøgelser ingen grund til bekymring ved brug af de printede produkter. De materialer, der bruges til 3D-print er dog typisk ikke beregnet til fødevarekontakt, og derfor fraråder vi generelt, at man bruger 3D-printede produkter til fødevarer," siger kontorchef Isabelle Navarro Vinten fra Miljøstyrelsens kemikalieenhed.

Anderledes ser det dog ud for de stoffer, der afgives til luften i forbindelse med selve 3D-printningen.

Baseret på resultater refereret i anden litteratur, finder undersøgelsen, at der kan være risiko for luftvejs- og øjenirritation som følge af afgasning af forskellige kemiske stoffer under printningen med 3D-printere af typen FDM. Det er især i forbindelse med længerevarende printning i små rum. Det er derfor en god idé at sørge for grundig udluftning i rum, hvor der printes.

I rapporten har man også set på den øgede mængde af partikler i luften under printning, men det har ikke været muligt at vurdere, om de kan udgøre en sundhedsrisiko, da man mangler viden om de eventuelle sundhedsmæssige effekter af de målte partikler.

Fakta: Undersøgelse af 3D-print

    Miljøstyrelsen har undersøgt den mulige sundhedsrisiko ved brug af 3D-printede produkter samt ved afgasning under printning.
    24 forskellige 3D-printmaterialer printet på tre forskellige typer af 3D-printere blev undersøgt:
    - Fused Deposition Modelling (FDM) 3D-printere er de mest udbredte 3D-printere i private hjem, de er relativt billige og nemme at bruge. 3D-print fra denne type er derfor bedst repræsenteret i undersøgelsen med prøver af tre forskellige plasttyper (polylactid (PLA), akrylonitril-butadien-styren (ABS) og polyethylen-tereftalat (PET)).
    - Stereolithografi (SLA) 3D-printere har nået et prisniveau, hvor også forbrugere begynder at købe dem. Undersøgelsen inkluderer 3 prøver af fotoreaktive resiner printet ved SLA.
    - Selective Laser Sintering (SLS) 3D-printere håndteres kun af professionelle, men forbrugere kan bestille print af denne type hos en udbyder af 3D-print servicer. Undersøgelsen inkluderer 1 prøve af nylon printet ved SLS.
    Vurderingen af risikoen under printning med en 3D-printer baseres på tidligere studier af afgasning fra 3D-printere af typen FDM.