Du er her

4 virksomheder prækvalificeret i Region Hovedstadens udbud af systemunderstøttelse til arbejdstidstilrettelæggelse

Regionen vil forbedre mulighederne for ressourceplanlægning i forhold til patientens forløb.

Region Hovedstaden gennemfører i øjeblikket EU-udbud af systemunderstøttelse til arbejdstidstilrettelæggelse og personalestyring. Udbuddet er offentliggjort den 1. august 2017 og sker efter Udbudslovens regler om udbud med forhandling. 

Med udbuddet ønsker Region Hovedstaden særligt at forbedre mulighederne for ressourceplanlægning i forhold til patientens forløb. Udbuddet omfatter opgave- og aktivitetsstyring, vagtplanlægning, fleksibel og tværgående anvendelse af arbejdsstyrken, medarbejderselvbetjening, samt avanceret adgang til bearbejdede data.

9 virksomheder har ansøgt om prækvalifikation, hvor fristen udløb den 12. september 2017. Regionen har nu på baggrund af de annoncerede kriterier prækvalificeret 4 virksomheder til at afgive indledende tilbud:

Silkeborg Data A/S med Allocate Software Limited som underleverandør
Ortec Nordic A/S med Sogeti Danmark A/S og Ortec Optimization Technology B.V. som underleverandører
PDC A/S med Atos IT Solutions and Services A/S som underleverandør
Visma Consulting A/S med Visma Unique AS og Visma IT & Communications AS som underleverandører
Følgende virksomheder er ikke blevet prækvalificeret:

CSC Scandihealth A/S
Sopra Steria A/S
TimePlan Software A/S
Derudover havde 2 virksomheder ansøgt om prækvalifikation uden at blive udvalgt.

De 4 prækvalificerede virksomheder er indbudt til at afgive indledende tilbud og deltage i forhandlinger. Udbuddet forventes afsluttet med valg af leverandør i april 2018. Region Hovedstaden tager det nye system i brug pr. 1. januar 2020.