Du er her

Aarhus afholder Danmarks første internetfestival

Aarhus sætter fokus på internettet og de nye digitale muligheder. Internet Week Denmark afvikles fra 28. april til 2. maj, og festivallen er åben for alle.
   
Mobile Apps, Facebook, Twitter, online hotelbookinger og tøjkøb er bare nogle af de tjenester, mange af os nyder godt af. Dette og meget mere kan man blive klogere på, når Internet Week Denmark afholdes for første gang d.28. april-2. maj.

I løbet af festivalugen vil der være præsentationer, paneldebatter, workshops og events. Ligesom internettet er festivalen åben for alle – både fagfolk, studerende, borgere og andre interesserede er inviterede til at deltage i de mere end 90 planlagte events, hvoraf de fleste er gratis.

Festivalen er baseret på et crowdsourced koncept, hvor alle byens aktører - virksomheder såvel som offentlige institutioner - har haft mulighed for at byde ind med events, der sætter fokus på den digitale økonomis muligheder.

Til festivalens officielle åbning på Aarhus Rådhus d. 28. april vil der ud over borgmester Jakob Bundgaards åbningstale også blive mulighed for at høre CEO og grundlægger af Wikipedia, Jimmy Wales. Festivalens øvrige arrangementer falder ind under temaer som Social Media, Start-ups, Digital leadership, Gaming, Learning& Experience m.fl. Der skulle således være noget for enhver smag.