Du er her

Aarhus byråd efterlyser bidrag til fortællingen om fremtidens Aarhus

En ny fortælling om Aarhus og syv konkrete mål skal være ledesnor for byens fremtidige udvikling. Byrådet opfordrer derfor alle interesserede til at give deres besyv med.

For mere end 10 år siden besluttede byrådet en vision for Aarhus, som byen stadig har som pejlemærke: ”Aarhus - en god by for alle” og ”Aarhus - en by i bevægelse”. Den vision udtrykker det, vi sætter pris på, det vi gerne vil bevare, og det vi gerne vil udvikle, men 10 år er også lang tid, og Aarhus er i rivende udvikling.

Det er derfor vigtigt, at der bliver sat en retning for, hvor Aarhus skal bevæge sig hen. Det er byrådet på vej til – dels gennem en ny fortælling om Aarhus, dels gennem nogle konkrete mål for udviklingen af byen. Fortællingen om Aarhus skal være det, vi gerne vil se ske. Det vi tror på kan lykkes ved fælles hjælp. Derfor vil byrådet også gerne have inspiration til, hvordan Aarhus bedst kommer i mål og opfordrer alle interesserede til at komme med deres mening og input, så vi sammen kan skabe fortællingen om fremtidens Aarhus.

Fortællingen om Aarhus og Aarhus-målene kan findes på kommunens hjemmeside på adressen www.aarhus.dk/fortællingenomaarhus

Man kan give sin mening til kende ved at sende en mail til dinmening@aarhus.dk med titlen ”Aarhusfortælling” senest d. 30. juni 2014.

Efter planen skal fortællingen og målene besluttes af byrådet efter sommerferien, så der i resten af byrådsperioden kan blive arbejdet med at folde fortællingen ud og realisere målene.