Du er her

Aarhus-idé sparer millioner

Aarhus Kommune har fundet fidusen. Som landets indtil videre eneste kommune, pakker Aarhus Kom-mune valgkort til parlamentsvalget og folkeafstemningen i samme kuvert. Dermed sparer kommunen 1,2 millioner kroner i porto.

Den 25. maj skal vælgerne igen til stemmeurnerne. Her skal der stemmes til både Europa-Parlamentet og til folkeafstemningen om EU's patendomstol. Aarhus Kommune sparer 1,2 millioner ved at sende de to valgkort i samme kuvert.

”Det handler om godt købmandskab og sund fornuft. Det er jo ikke anderledes end man ville have gjort derhjemme. Jeg er glad for, at KMD denne gang har været med på ideen og vil opfordre landets øvrige kommuner til at følge vores eksempel,” siger rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune Rabih Azad-Ahmad.

Det er KMD, der står for at udskrive valgkortene, der efter opfordring fra Aarhus Kommune har fundet en teknisk løsning. Sampakningen sker således, at de to valgkort kommer på ét stykke papir, som så skal rives fra hinanden.

Ved sidste dobbeltvalg i 2009 valgte kommunen manuelt at samle kortene. Det medførte en besparelse på 800.000 kroner. Nu hvor processen er automatiseret, kan kommunen spare i alt 1,2 millioner kroner. Dertil kommer at kommunen har fået KMD til at udskrive brevene i en kvalitet, så de kan sendes som c-breve, hvilket giver en yderligere besparelse på 300.000 kroner til dette valg og Kommende valg

”Det er vigtigt at vi som kommune har et konstant fokus på, hvordan vi kan gøre tingene smartere og mere effektivt. Det er gode ideer som denne, der er med til at sikre at vi kan fastholde vores serviceniveau på andre områder,” siger Rabih Azad-Ahmad.

Valgkortene udsendes 5 dage før valget.