Du er her

Aarhus skal være mere international

I 2015 nedsatte Aarhus Byråd et midlertidigt Internationaliseringsudvalg, som skulle komme med forslag til, hvordan Aarhus kan blive mere international. Udvalget har nu afsluttet sit arbejde og afleveret en række anbefalinger. Der skal blandt andet bygges bro mellem danske og internationale aarhusianere.

”Jeg er glad for i dag at kunne fremlægge resultatet af Internationaliseringsudvalgets arbejde for borgmesteren og de øvrige medlemmer af Magistraten,” fortæller Marc Perera Christensen, medlem af Byrådet (K) og formand for udvalget.

”I udvalget fandt vi hurtigt frem til, at internationale talenter er løftestangen til at gøre byen, virksomhederne og aarhusianerne mere internationale, så vi er godt rustede til også i fremtiden at kunne skabe vækst og arbejdspladser. Visionen er derfor, at det skal være let at være international talent bosat i Aarhus,” fortsætter Marc Perera Christensen.

Udvalget har rådført sig med en række eksperter og fået udarbejdet en undersøgelse, der giver indsigt i, hvad byen skal blive bedre til for at tiltrække og fastholde internationale talenter i byen. Undersøgelsen peger blandt andet på, at Aarhus skal blive bedre til at skaffe jobs til medfølgende ægtefælle, bedre muligheder for at finde en bolig, når man flytte til byen, og endelig skal det være nemmere at få danske venner. Alt sammen vil bidrage til at internationale talenter bliver her længere og dermed bidrager til yderligere vækst i Aarhus.

Borgmester Jacob Bundsgaard glæder sig over Internationaliseringsudvalgets anbefalinger: ”Udvalget har leveret et solidt stykke arbejde, som udmønter sig i en række meget handlingsorienterede anbefalinger. Nu gælder det om – i samarbejde med byens mange aktører – at få omsat anbefalingerne til konkrete forbedringer, så vi kan bygge videre på de seneste års markante vækst i Aarhus. Intet kommer af sig selv. Og internationalisering er en helt central vækstskaber.”

Udvalgets anbefalinger vil nu sammen med en indstilling blive forelagt byrådet til godkendelse inden sommerferien. Én af udvalgets anbefalinger er dog allerede igangsat med etableringen af Dokk1 International. Dokk1 International vil både smidiggøre internationale talenters ankomst til Aarhus og bygge bro mellem dem og danskere gennem en række sociale arrangementer i samarbejde med blandt andet International Community og foreningslivet.

Internationaliseringsudvalgets deltagere

  •     Marc Perera Christensen, magistratsmedlem
  •     Camilla Fabricius, byrådsmedlem
  •     Theresa Blegvad, byrådsmedlem / Bünyamin Simsek, rådmand
  •     Kristian Thorn, vicedirektør AU
  •     Thomas Knudsen, stifter af Falcon Invest
  •     Rebecca Matthews, direktør for Kulturhovedstad 2017
  •     Stine Bonde Jepsen, head of HR hos MHI Vestas
  •     Lone Skriver Pedersen, partner i SlaterConsult
  •     Ole Vagn Christiansen, Formand for LO Aarhus
  •     Michael Holm, CEO hos Systematic.