Du er her

Bedre offentlige it-projekter

Nøglen til gode it-projekter ligger ikke i en alenlang kravspecifikation, men i at få skabt et godt og velfungerende samarbejde fra starten. Derfor lanceres der nu et nyt kodeks for det gode samarbejde.

”Større it-projekter er ofte komplekse og risikable. Et godt samarbejde er vejen frem til at finde løsninger på det komplekse og sørge for at risici ikke bare flytter skulder, men reelt håndteres og løses. Derfor har vi udarbejdet et kodeks, der skal sikre et bedre samarbejde,” udtaler Lars Andersen, formand for IT-Branchens udvalg for offentlig digitalisering.
Kodekset er udarbejdet af ITB i samarbejde med Statens It-projektråd, Dansk IT og DI Digital og består af en række gennemprøvede principper for bedre samarbejde om offentlige it-projekter.

Fælles kultur og samarbejdsdisciplin
Kodeksets overordnede formål er at skabe en fælles kultur og samarbejdsdisciplin mellem statslige myndigheder og private leverandører. Noget, som både Statens It-projektråd og de private leverandører har oplevet, var svært.

Kodekset udgør derfor en række principper, der netop bygger på gode praktiske erfaringer fra de tidligere projekter. Principperne omfavner hele et projekts levetid fra idé til analyse, anskaffelse, gennemførelse og realisering.

”Ved at følge principperne, kan man minimere interessekonflikterne og arbejde sammen om de fælles mål. Derfor er det også vigtigt, at vi som leverandører sikrer, at kodekset bliver indarbejdet i vores organisationer og bliver brugt i de fremadrettede samarbejder,” siger Lars Andersen.

Tre vigtige principper
Først og fremmest er det vigtigt, at projektet og samarbejdet forankres i topledelsen hos alle parter. God ledelse er ofte hemmeligheden bag succesfulde projekter, da både kultur, effektive processer og ressourceallokering starter hos topledelsen.

Dernæst er det vigtigt at starte en tidlig og vedvarende åben dialog, som skaber rum for sparring og imødekommer løbende konflikter. F.eks. bør man allerede ved opstartsmøderne tale om, hvordan man sikrer den gode dialog.

Endeligt lægger kodekset vægt på, at risikoanalyser foretages og deles hele vejen igennem projektet. Dermed undgår eller minimerer man de mange risici, der kan forekomme.