Du er her

Borgerne er stadig tilfredse med Digital Post

En gang om året laver Digitaliseringsstyrelsen en brugertilfredshedsundersøgelse blandt borgere, der anvender Digital Post.

Undersøgelsen viser, at 82 procent af de adspurgte danskere er glade for at få deres post fra det offentlige i Digital Post.
 
Tilfredsheden med Digital Post har været støt stigende igennem de senere år, hvor danskerne har modtaget stadigt flere meddelelser fra det offentlige digitalt. Siden november 2014 har det været obligatorisk for alle danskere over 15 år at modtage posten fra det offentlige digitalt og siden der været gennemført en årlig brugertilfredshedsundersøgelse. 

Undersøgelsen fra 2017 viser, at 82 procent af borgerne der er tilmeldt Digital Post, er enten tilfredse eller meget tilfredse med den digitale post. Samtidig er kun 7 procent. ikke eller slet ikke tilfredse med Digital Post. I 2016 var 81 procent enten tilfredse eller meget tilfredse med den digitale post.

Trygheden ved at modtage posten digitalt er steget med 4 procent. Undersøgelsen viser, at 81 procent af brugerne føler sig trygge ved at modtage deres post i Digital Post, hvilket er en stigning fra 2016, hvor 77 procent af brugerne følte sig trygge.

Trods den mindre procentstigning i tilfredshed fra 2016 er der dog fortsat plads til forbedring. Undersøgelsen peger blandt andet på, at ’Nemt at kommunikere med det offentlige’ er særlig vigtig for borgernes samlede tilfredshed med Digital Post. Digitaliseringsstyrelsen arbejder derfor videre for, at det bliver endnu lettere at kommunikere med det offentlige.