Du er her

Cykelpendlere får nyt værktøj til at komme på tværs af region Hovedstaden

Det kan være noget af en opgave at planlægge en cykeltur til arbejdet eller i fritiden på tværs af Region Hovedstaden. For hvor er der cykelstier? Hvor kan jeg skyde en genvej? Og er der mon steder, hvor jeg kan cykle mod ensretningen?

Regionsrådet i Region Hovedstaden har afsat penge til at udvikle en digital cykelruteplanlægger, som hjælper cykelpendlerne med at komme på tværs af kommunegrænserne. CykelPlanen, som den nye gratis app hedder, er i modsætning til andre ruteplanlæggere skræddersyet til cyklister, så cykelstier, smutveje og informationer om, hvor man lovligt må cykle mod ensrettet trafik, alt sammen er lagt ind i app’en. Endelig kombinerer CykelPlanen også informationer om offentlig transport, så det er muligt at planlægge en cykeltur kombineret med lokalbaner og S-tog.

- Vi har fået en flot løsning, som er helt i tråd med nutidens sociale og teknologiske muligheder. Det er bare med at komme ud og teste, om du virkelig kører den hurtigste rute til arbejde eller skole, siger Steen Olesen (SF), formand for Region Hovedstadens Regionaludvalg.

- Vi skal have flere pendlere til at cykle på tværs af kommunegrænserne i hovedstaden. Derfor investerer vi i cykelsuperstier, der skal gøre det nemt og trygt at cykle over længere afstande. Med den nye ruteplanlægger får pendlerne også et godt redskab til at finde den bedste cykelvej på tværs af kommunegrænserne, siger teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune, Ayfer Baykal (SF).

Kortgrundlaget er baseret på OpenStreetMap. I praksis betyder det blandt andet, at brugerne selv kan gå ind og tilføje ændringer, som skal på kortet, og kommunen kan f.eks. dagen efter en ny cykelbro er åbnet vise den på kortet. Også frivillige ”mappere”, uddannet af Dansk Cyklist Forbund, har været med til at sikre, at kortet er så detaljeret som muligt.

CykelPlanen kan hentes gratis i Google Play fra 11. oktober og i iTunes App Store fra den 15. oktober.