Du er her

Danske Regioner: Høj etik i håndtering af sundhedsoplysninger

Detaljerede oplysninger om patienter er afgørende for den bedst mulige behandling. Men de skal værnes om og kun bruges af det relevante personale. 

I regionerne er man meget opmærksomme på, at sundhedsdata ikke misbruges. Uberettiget brug af data er fyringsgrund. Høj etik i håndteringen af sundhedsoplysninger er fundamentet i pagten mellem patienter og sundhedsvæsen.

Kommentar fra formand for Danske Regioners sundhedsudvalg Ulla Astman til debatten om misbrug af data:

"Hvis læger, sygeplejersker og andet sundhedspersonale logger in i patienternes elektroniske journaler, så kan det ses i journalen, hvem der set oplysningerne. Og hvis sundhedspersonale kigger uberettiget i de elektroniske patientjournaler, så er det fyringsgrund. Sådan er praksis på sygehusene. Det er det netop for at værne om, at personfølsomme oplysninger kun ses af det personale, som skal bruge oplysningerne for at give patienten den rigtige behandling.
Der har været sager med medarbejdere, som er blevet fyret som følge af, at de har slået op i patientjournaler uden grund. Men når det er sagt, så er der i sundhedsvæsenet en høj moral og etik på dette område. Ellers ville jeg formode, at den kulørte del af medierne ville være fyldt med historier om kendisser, som ikke ønskede at dele deres sygdomsforløb med offentligheden. Og det er heldigvis ikke tilfældet.

Ledelserne på sygehusene skal naturligvis ikke være blinde for muligheden for brodne kar, og de skal fortsætte med at kontrollere, om der er sager, hvor journaloplysninger læses uden sundhedsfaglig grund. Den slags skal de omgående slå ned på.

Men det er vigtigt at holde fast i, at detaljerede oplysninger om patienterne er helt afgørende for behandlingen. Ja, de er til tider endda livsvigtige for patienten - f.eks. i forhold til allergier overfor bestemte medikamenter og for at kunne vurdere patientens samlede helbredstilstand. Derfor er det så vigtigt at fastholde den meget høje etik i håndteringen af sundhedsoplysninger, som vi i dag ser på sygehusene. Den er fundamentet i pagten mellem patienter og sundhedsvæsen.”