Du er her

Digital post: Solrød Kommune bedst på landsplan

Med 94,2 % tilmeldte til Digital Post ligger Solrød Kommune bedst af Danmarks kommuner i den seneste statistik fra uge 49.

Det glæder Solrøds borgmester, Niels Hörup, der fortæller, at indsatsen for at få alle med har været højt prioriteret af Solrød Byråd:

”Hensigten med at indføre Digital Post og en række af vores andre digitale løsninger er forbedret borgerbetjening. Vi skal hen imod en offentlig sektor, der er åben 24/7 når du vil og hvor du vil, uden afhængighed af åbningstider. Den høje tilmeldingsprocent bidrager til, at vi kan løse kommunens opgaver mere effektivt til gavn for os alle”.

I Solrød Kommune har der været en lang række aktiviteter – blandt andet afholdelse af arrangementer på biblioteket og i Aktivitets- og Frivilligcentret.

”Vi har haft rigtig god hjælp fra en række frivillige, der dels har hjulpet på biblioteket, dels i Aktivitets- og Frivilligcentret”, siger Niels Hörup.

”Målet må være, at så mange som muligt får gavn af den forbedrede sikkerhed, der ligger i denne service – også de, er ikke er ”dus” med computeren”, siger Niels Hörup, som slutter:

”Det er selvfølgelig ikke et mål i sig selv at ligge nummer et i en statistik. Men jeg tager det gode resultat som et skulderklap og et tegn på, at vi har mange borgere med gode digitale forudsætninger. Vi vil bruge det klap på skulderen, vi får her, til at skabe yderligere motivation for den videre, digitale udvikling”.

Ifølge den seneste statistik ligger Solrød nr. 1 på landsplan med 94,2 % tilmeldte og 5,8 % fritagne. Egedal kommune ligger lige efter med hhv. 94% og 6% fritagne, mens Greve nu har 93,5% tilmeldte.