Du er her

Digital turistinformation rykker ind i lufthavnen

Turister får fremover en endnu bedre velkomst, når de lander i Københavns Lufthavn. Det skal nemlig en ny, digital turistinformation, som lufthavnen og Københavns Kommune i fællesskab står bag, sørge for. 

Hvordan kommer jeg hurtigst fra lufthavnen til Den lille havfrue? Hvor kan jeg spise mig mæt i det nordiske køkken? Hvilke koncerter og udstillinger er aktuelle i netop denne weekend? Spørgsmål om alt fra transport, spisesteder, kulturelle begivenheder og seværdigheder kan turister fremover få svar på, allerede imens de venter på deres bagage i Københavns Lufthavn.

I bagageudleveringen har rejsende siden mandag den 18. maj blevet mødt af en otte meter lang digital, interaktiv væg, hvor turister og andre besøgende kan udnytte ventetiden til at få information om København.

På væggen findes både digitale touchskærme med turistinformation, rejseinformation med afgangstider for offentlig transport og mulighed for personlig betjening af en turistinformationsmedarbejder via skærmopkald. I forlængelse af væggen findes også billetautomater til offentlig transport og det officielle bykort til at tage med videre.

Københavns Lufthavn og Københavns Kommunens Kultur- og Fritidsforvaltning, som overtog ansvaret for turistinformationen i København fra Wonderful Copenhagen i januar i år, er gået sammen om at give udenlandske turister en bedre velkomst.

Fakta om den digitale informationsvæg:
Otte meter lang digital informationsvæg, hvor turister selv kan søge information via touchskærme eller ringe op via en skæm og få personlig betjening af en medarbejder fra Københavns Turistinformation.
Stationen er inddelt i tre sektioner, henholdsvis en digital turistinformation, transportstavler og billetautomater til offentlig transport i Danmark og Sverige.