Du er her

Digitale værktøjer øger studerendes engagement

Nyt fra Sekretariatet for Udvalg om bedre universitetsuddannelser: Digitale værktøjer i undervisningen skaber bedre interaktion mellem undervisere og studerende var en af pointerne, Sekretariatet for Udvalg om bedre universitetsuddannelser tog med sig hjem fra inspirationstur til Aarhus Universitet.

Digitale værktøjer giver undervisere og studerende mulighed for at kommunikere og samarbejde på helt nye måder, siger forskningsprogramleder Christian Dalsgaard til repræsentanter fra Sekretariatet for Universitetsudvalget Aarhus Universitet.

Mandag den 28. august besøgte de Aarhus for at få indblik i, hvordan Aarhus Universitet (AU) arbejder med at øge kvaliteten i undervisningen.

Også Ed.Tech koordinator Christian W. Bech og udviklingskonsulent Karen Louise Møller havde gode erfaringer med at udnytte teknologien i undervisningen. De fortalte, hvordan forskellige uddannelser på AU Arts anvender digitale værktøjer til at øge studieintensiteten og de studerendes aktivitet mellem undervisningsgangene.

Det kan for eksempel være, når underviseren forud for undervisningen lader de studerende definere og diskutere nogle af fagets centrale begreber i et online diskussionsforum. Det kan give underviseren bedre indblik i, hvad der optager de studerende inden for det givne emne, og hvad der er svært. På den baggrund kan underviseren beslutte, hvor fokus i selve undervisningen skal lægges.

Sekretariatets medlemmer mødtes også med AU’s fakultet for Business and Social Sciences (BSS), hvor de blandt andet fik en introduktion til, hvordan BSS samarbejder med virksomheder gennem blandt andet aftagerpaneler og projektorienteret forløb.

De mange input fra dagen skal inddrages i Universitetsudvalgets videre arbejde med, hvordan universitetsuddannelserne kan blive endnu bedre.