Du er her

Digitaliseringsstyrelsen og Finansrådet i fælles front

Phishing, smishing og ransomware. Langt de fleste danskere har enten selv oplevet eller kender nogen, der har været udsat for svindel og kriminalitet på nettet. Nu skal danskerne blive bedre til sikker digital adfærd på baggrund af kampagnen Sikker på nettet.

Flere undersøgelser viser, at danskerne ikke er gode nok til at beskytte deres fortrolige oplysninger på nettet. Blandt andet genbruger mange adgangskoder og opbevarer billeder af NemID-nøglekort på mobiltelefonen. Der er brug for mere information om risiciene ved ikke at beskytte sine data, og derfor danner Digitaliseringsstyrelsen og Finansrådet fælles front i en ny kampagne om informationssikkerhed, ”Sikker på nettet”.

Hvilke trusler skal vi være opmærksomme på?

Forsøg på phishing er hverdagskost for mange af danskere, som i stigende grad bliver udsat for både mails, SMS’er og telefonopkald, som har til formål at franarre dig dine personlige informationer, dit NemID nøglekort eller dine kreditkortoplysninger.

Gode råd:

  • Det helt grundlæggende budskab er, at en offentlig myndighed, NemID eller din bank aldrig vil bede dig om at fremsende din NemID-nøgle, din adgangskode eller dine kreditkortoplysninger. Hvis du bliver bedt om disse oplysninger i en mail, sms eller via telefonen, skal du ikke reagere på det.
  • Mange genbruger adgangskoder til forskellige tjenester. Det gør det nemt for en it-kriminel at tilegne sig adgang til dine fortrolige informationer, hvis vedkommende først har opsnappet din kode. Det er derfor vigtigt at have forskellige adgangskoder til forskellige tjenester, fx din Facebook profil, din netbank og din mailkonto. Vælg adgangskoder, som du nemt kan huske, fx de første bogstaver i hvert ord i en sang, et ordspil eller en remse.
  • Kampagnen har også fokus på at oplyse om risiciene ved at opbevare et billede af dit NemID nøglekort på din mobiltelefon. Hvis du opbevarer et billede af dit NemID nøglekort på din mobiltelefon, er der en risiko for, at en hacker ved at tiltvinge sig adgang til telefonen kan opsnappe din kode i login-situationen, få adgang til både din mobilbank og til billedet af dit NemID nøglekort. Dermed har hackeren frit lejde til at logge sig ind i din netbankkonto. Derfor bør du aldrig fotografere dit NemID nøglekort, men opbevare det i din pung eller lignende.