Du er her

Evaluering af Statens It-projektråd og Ministeriernes projektkontor

En evaluering af Statens It-projektråds og Ministeriernes projektkontors indsats i perioden 2011-2015 er nu færdig. Den viser blandt andet, at indsatsen har styrket det ledelsesmæssige fokus i myndighederne bag de store risikofyldte it-projekter.

Styrket indsat for håndtering af it-projekter
Statens It-projektråd og Ministeriernes projektkontor blev etableret i 2011 for at bidrage til en professionalisering af de statslige myndigheders arbejde med store it-projekter, sikre et overblik på tværs af den statslige it-portefølje og gøre det muligt for offentligheden at følge med i status og fremdrift i it-projekterne.

Væsentlige resultater
En ny rapport evaluerer indsatsen fra 2011 til 2015. Evalueringen viser overordnet, at der er generel tilfredshed med It-projektrådets håndtering af risikofyldte projekter. Særligt konkluderer den, at It-projektrådets indsats har styrket det ledelsesmæssige fokus på it-projekterne hos myndighederne.

Rapporten konkluderer også, at den fællesstatslige it-projektmodel anvendes bredt, og at der blandt de statslige myndigheder er tilfredshed med modellen.

Der peges i evalueringen også på områder, hvor indsatsen kan styrkes. Udvalgte myndigheder efterspørger metoder og værktøjer rettet mod agile udviklingsforløb og en mere differentieret tilgang til det enkelte projekt. Det konkluderes også, at der er et behov for at styrke it-kompetencerne hos myndighederne.   

Evalueringen af It-projektrådet og Ministeriernes projektkontor udgør et godt fundament for det videre arbejde med at skabe bedre rammer for gennemførelsen og professionaliseringen af it-projekter i staten.

Om evalueringen
Evalueringen er udarbejdet af Deloitte og baserer sig på spørgeskemaer sendt til projektledere og styregruppeformænd fra 57 risikovurderede projekter i de statslige myndigheder. Desuden er der gennemført interviews med projektledere, medlemmer af Statens It-projektråd, og departementale ledere fra seks myndigheder.