Du er her

Første del af Københavns Kommunes digitale byggesagsarkiv åbnet

Nu kan borgere og professionelle i Københavns Kommune få adgang til byggesagerne i Husum via det nye, digitale byggesagsarkiv FilArkiv.

Københavns Kommune har taget hul på et omfattende arbejde med at scanne samtlige byggesager ind som PDF-dokumenter i det fælles byggesagsarkiv. Husum er første bydelsområde, der ligger klar digitalt, og Brønshøj er klar inden for det næste halve år.

Så fremover behøver borgere og håndværkere, der skal bygge i Husum, ikke tage turen ind til Njalsgade på Islands Brygge for at stå og rode i de fysiske tegninger i byggesagsarkiverne. 
”Det er en historisk lancering af byggesagsarkivet. Vi har skannet over 1000 arkivkasser, men der er 25.000 kasser i alt. Det svarer til ti hyldekilometer med arkivsager, så det er et langvarigt projekt,” fortæller specialkonsulent Michael Andersen fra Teknik- og Miljøforvaltningen.

Det nye digitale byggesagsarkiv samler dokumenter fra de hidtil tre forskellige arkiver med byggesager, spildevandssager og vandsager. Fremover kan man nøjes med at søge på adresse eller matrikel, og så får man digitalt adgang til alle relevante arkivsager og tegninger.

”Det er et meget simpelt og intuitivt system, som er nemt at betjene for borgerne. Samtidig har vi valgt at skanne alt i farve og i meget høj kvalitet, så vi sikrer, at der er god læsbarhed, og at alle oplysninger er med,” siger Michael Andersen.

Kommunen har valgt at starte digitaliseringen, der hvor folk har længst transporttid ind til de fysiske arkiver. Udrulningen fortsætter rundt om Københavns centrum og slutter i indre by.

Digitaliseringen sker primært for at gøre det lettere for borgere, håndværkere og arkitekter at få adgang til byggesagsarkivet, men det er også for at bevare tegninger og dokumenter. 

”Det er meget gamle dokumenter, som bliver godt slidt, og vi risikerer, at de smuldrer til sidst. Digitalt får vi dem bevaret og opbevaret bedst muligt,” siger Michael Andersen.