Du er her

Facebook-vejledning til forældre

ForældreGuiden hjælper forældrene, så de kan støtte deres børn i at vælge ungdomsuddannelse. Siden fik 3500 likes i løbet af de første to uger.

En ny Facebook-side for forældre til børn i folkeskolens ældste klasser har netop set dagens lys. Siden hedder ”ForældreGuiden – om unges valg af uddannelse”, og den skal give forældrene den viden, de har brug for, så de kan støtte deres børn i valget af ungdomsuddannelse.

Mange forældre er allerede så aktive på siden, at den i løbet af sine første to uger fik 3500 likes. Forældrene er også aktive med at dele indhold.

Det er den nye vejledningsreform, der er baggrunden for ForældreGuiden: Folkeskoleelever uden særlige behov for vejledning skal for fremtiden – sammen med deres forældre - bruge Undervisningsministeriets digitale vejledningstilbud eVejledning, ug.dk (UddannelsesGuiden) og nu altså også ForældreGuiden på Facebook.

ForældreGuiden har fokus på forældrenes rolle i valg- og ansøgningsprocessen frem mod den unges valg af ungdomsuddannelse. Ved at følge ForældreGuiden får man blandt andet links til artikler, tips til inspirationsværktøjer, informationer om digitale møder med en uddannelsesvejleder og andre forældre, samt informationer om tidsfrister og optagelsesproducerer til ungdomsuddannelserne. På Facebook-sidens væg kan man også drøfte emnerne med andre forældre og med en uddannelsesvejleder. Man kan også selv at stille spørgsmål eller sende en privat besked, der besvares af en uddannelsesvejleder.

ForældreGuiden er blevet til i Styrelsen for It og Læring, der også står for eVejledning, ug.dk og Optagelse.dk.

ForældreGuiden – om unges valg af uddannelse findes her: https://www.facebook.com/foraeldreguiden/timeline