Du er her

FOA'ere: Sådan bruger vi smartphonen

Mobiltelefoner og sociale medier giver genvej til viden og netværk hos FOA-medlemmer. De tjekker mail, læser journaler og nyheder, holder styr på kalenderen og går på Facebook. Det skriver Fagbladet FOA.

Flere end 4 ud af 10 har en af de avancerede mobiltelefoner, og yderligere en tredjedel overvejer at købe en, når de engang skal skifte deres nuværende mobiltelefon ud. Det viser en ny medlemsundersøgelse, som cirka 1.600 har deltaget i.

Pernille Skov Knudsen, social- og sundhedsassistent i hjemmeplejen i Ølstykke, er et af de medlemmer, som har stor glæde af sin private smartphone.

Den bliver flittigt brugt på arbejdet – blandt andet til at slå op på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside medicintjek.dk. Her kan hun hurtigt lave kombinationstjek af præparater og læse om mulige bivirkninger.

“Det er vigtigt med kombinationstjek, for nogle typer medicin kan interagere. Hvis en bivirkning kan være muskelrykninger og skælven, er det jo være svært at se, om det er en del af sygdommen hos en Parkinson-patient eller en bivirkning, jeg skal informere lægen om,” siger Pernille Skov Knudsen til Fagbladet FOA.

Også for social- og sundhedsassistent Martin Bredesen er smartphonen blevet uundværlig. Som tillidsrepræsentant på akutafdelingen på Psykiatrisk Center København har han brug for at have styr på aftaler.

“Min papirkalender var helt uoverskuelig, og det var det, der fik mig til at skifte. Nu er det eneste, man skal have på sig, telefonen. Det er så nemt,” fastslår Martin Bredesen.

Han fremhæver desuden ok-portalen fra Danske Regioner – Okportal.dk – som han hurtigt kan slå op i, når han forhandler med ledelsen.