Du er her

Folkemøde i digitaliseringens tegn

Årets Folkemøde er netop overstået, og der blev diskuteret robotter og digitaliseringens utallige muligheder til den helt store guldmedalje, som statsministeren også notererede sig med glæde i sin åbningstale.

DI’s digitaliseringsindsats var fredag vært for tre arrangementer. Om formiddagen var fremtidens digitale skole på skemaet, mens eftermiddagen først kredsede om digitalisering som gamechanger for virksomheder og medarbejdere, hvorefter DI sammen med FTF satte offentlig digitalisering på dagsorden med bl.a. minister for offentlig innovation Sophie Løhde. DI Digital kickstartede derefter efterårets teleforligsforhandlinger med teleordførerne, forbrugerne og televirksomhederne. 

I DI’s telt på havnen var it-ordførerne Ida Auken (R) , René Gade (AL), Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) og Louise Schack Elholm (V) indkaldt kl. 10 fredag morgen til eksamen i deres visioner for digitalisering i uddannelsessystemet. Tre skarpe elever fra folkeskolen, erhvervsuddannelserne og gymnasiet samt tre digitale eksperter uddelte flotte karakterer til politikerne, som hver pitchede deres idé til, hvordan vi får digitale kompetencer ind i uddannelsessystemet. René Gade blev dagens topscorer med over 11 i snit for sit pitch om, at vi skal gøre folkeskolelærerne til digitale superhelte ved at opkvalificere dem, og ved at tiltrække flere digitale helte udefra og ind i uddannelsessystemet.

Ud på eftermiddagen gjaldt det fremtidens digitale arbejdspladser og medarbejdernes fremtidsudsigter. Her blev både manet til besindighed og opfordret til, at den enkelte hankede op i sig selv og tog del i den digitale fremtid. Marianne Dahl Steensen, adm. dir, Microsoft Danmark og Philip Wiig adm. dir. Accenture Danmark var enige om, at fremtidens arbejdspladser i høj grad ville være automatiserede og digitaliserede. De kvikkeste medarbejdere i 2030 vil ligefrem være cyborger med digitale enheder indopereret i kroppen. Samtidig konkluderede de dog, at der vil være jobs til alle, som har viljen til at tillære sig noget nyt.
Fra den politiske fløj fremhævede erhvervsminister Brian Mikkelsen også, at vi skal have omstillet arbejdsstyrken til de nye muligheder. DI-direktør Tine Roed fremhævede, at vi skal fokusere på forskning og uddannelse, hvis vi også forsat skal være blandt de mest digitale lande i verden.

Set fra solskinsøen på en smuk fredag var der lyse udsigter for digitaliseringen af de danske arbejdspladser og det danske samfund, men det blev også slået fast, at successen afhænger af, om regeringen, virksomhederne og den individuelle medarbejder i fællesskab kan hanke op i sig selv og kaste sig ud i de digitale muligheder.