Du er her

Forskere bygger intelligente planter til fremtidens grønne byer

I det EU-finansierede projekt ’flora robotica’ er et internationalt forskerhold ved at tage de første skridt mod intelligente planter, der kan vokse på nye måder og måske blive til en helt ny slags grønne elementer i byrummet.

Forestil dig en verden, hvor robotter og planter kan kommunikere. Robotter, der fortæller planterne, hvordan de skal vokse, og planter, der signalerer deres behov for vand og lys til robotterne. Gennem robotterne vil mennesker også kunne deltage i samtalen og få information om, hvordan planterne har det eller bede dem om at vokse i en anden retning.

Det lyder måske som science fiction, men det er rent faktisk visionen bag flora robotica, et EU-finansieret forskningsprojekt, der startede op i 2015 med et tværfagligt hold af forskere fra fire forskellige lande.

IT-Universitetet i København er en af ​​de seks partnere bag projektet, som føres an af Paderborn Universitet i Tyskland. ITU udvikler robotelementerne til planterne samt de algoritmer, der styrer, hvordan robotterne interagerer med planterne. 

"Symbiosen fungerer ved, at vi måler på, hvordan planten har det. Det ser nemlig ud til, at vi kan måle, hvor hurtigt planten vokser, hvor meget vand, der fordamper, og så videre. Det kan måske få os til at konstatere, at planten ikke har det så godt, og at vi må få robotten til at hjælpe planten. Samtidig vil vi bygge et robotsystem, der er kompatibelt med plantens system, og vi prøver at forstå, hvordan man kan kombinere de to ting," siger Kasper Støy, professor på ITU.

Levende vægge, møbler og huse
Ved at få robotter og planter til at tale sammen håber forskerholdet på at kunne få planterne til at vokse på helt nye måder. De intelligente planter vil for eksempel kunne blive til levende vægge, møbler, endda huse, og på den måde bidrage til at gøre byerne grønnere og bedre at bo i. Flora robotica spiller dermed ind i aktuelle tendenser som byhaver, vertikale haver, grønne bygninger og grøn infrastruktur.

Derudover vil projektet hjælpe os til forstå planterne bedre, hvilket er afgørende, fordi vores samfund stadig er dybt afhængigt af planter, hvilket man let glemmer i dag. En forbedret kommunikation mellem mennesker og planter kan blive en sidegevinst ved projektet, der gavner både mennesker og planter.

Sensorer skaber kontakt
For at etablere kontakt mellem robotter og planter, benytter forskerne en kombination af forskellige almindelige sensorer som afstandsfølere og digitale kameraer, men også sensorer udviklet særligt til projektet, der måler biomasse, transpiration og plantesaft.

Robotterne kan være stationære eller flytte sig langsomt i takt med plantens vækst. Ved hjælp af stærkt LED-lys og vibrationsmotorer kan robotternes kontrolmekanismer påvirke planternes vækst. Forskerne bruger blåt lys til at tiltrække planterne via fototropisme, det vil sige plantens naturlige tendens til at vokse mod lyset. På samme måde kan forskerne begrænse plantens vækst i et bestemt retning.

Foreløbig har forskerne haft held med at få robotterne til at interagere med en række plantearter, som bambus, bønner, banan, stuebirk, tomatplanter og karse.

Nyskabende grøn arkitektur
Ud over en række tekniske målsætninger sigter flora robotica også mod et andet mål, nemlig at skabe ubegrænsede, fleksible og ressourcesparende arkitektoniske løsninger. Håbet er at forene mennesker, maskiner og planter i et økosystem, der både er nyskabende, fascinerende, funktionelt og æstetisk.

"I fremtiden vil vi måske være i stand til at skabe arkitektur, der er selvreparerende, selvgroende og som kan tilpasse sig skiftende behov,” siger Mary Katherine Heinrich, ph.d.-stipendiat ved Center for Information Technology and Architecture på Kunstakademiets Arkitektskole.