Du er her

FOTdanmark bliver til GeoDanmark

Foreningen, der sammen med Geodatastyrelsen, har ansvar for det fælles offentlige geografiske administrationsgrundlag for bygninger, veje, vandløb, søer m.v. har netop skiftet navn fra FOTdanmark til GeoDanmark.

Først hed det Fælles Objekt Typer, senere Fællesoffentligt Geografisk Administrationsgrundlag, men forkortelsen var den samme: FOT.

Nu har foreningen besluttet helt at droppe de tre bogstaver, som ingen alligevel kan huske, hvad betyder. Den 30. oktober 2014 skiftede FOTdanmark derfor navn og hedder nu GeoDanmark.

GeoDanmark er en forening, hvor alle landets kommuner og Geodatastyrelsen er medlemmer og som har ansvaret for det fælles offentlige geografiske administrationsgrundlag, som indeholder registrering af alle bygninger, veje, vandløb, søer mv. i Danmark.

Navneskiftet, som blev præsenteret på foreningens repræsentantskabsmøde den 30. oktober 2014, er samtidig en markering af, at foreningens nye forretningsmodel træder i kraft 1. januar 2015.

Dermed går foreningen ind i en ny fase, hvor der bl.a. fokuseres målrettet på at højne kvaliteten af GeoDanmark’s data, så disse kan bringes i anvendelse endnu bredere end det er tilfældet i dag. Det er blandt andet også med den begrundelse, at foreningens logo har fået undertitlen ”det fælles datagrundlag”.

Her er der fokus på, at GeoDanmark er et fælles projekt mellem staten og kommunerne, og at data stilles til rådighed for borgere og tredjeparter, dette da geoDanmarks data i 2012 blev frikøbt og gjort til grunddata.

Som et led i at gøre GeoDanmark’s data mere aktuelle og dermed også mere anvendelige, spiller en ny systemunderstøttelse en stor rolle. Arbejdet med denne er i fuld gang, og det forventes, at det nye system kommer i drift i løbet af 2015/2016.

Med en ny systemunderstøttelse er der fokus på, at kommunerne får lettere ved at ajourføre kortet løbende i forbindelse med sagsbehandlingen. Dette kommer til at gøre GeoDanmark-data (tidligere FOTdata) endnu bedre, så det kan anvendes i mange andre sammenhænge end lige kommunernes administration.

Men allerede nu anvendes GeoDanmark-data mange steder i det offentlige. Eksempelvis på Byg og Miljøs digitale byggesagsansøgninger, hvor GeoDanmark-data benyttes til at lokalisere grunden, hvor der skal bygges.

Randzoner udstilles ligeledes ud fra GeoDanmark- data og snart vil alle ejendomsejere kunne se et kort på bagsiden af BBR-meddelelsen, som viser bygningerne på matriklen. Dette kort er også lavet ud fra GeoDanmark-data.