Du er her

Gravide med komplikationer kan se frem til tryghed og færre sygehusindlæggelser og ambulante kontroller fra 2020

Mange gravide med komplikationer er indlagt i kortere eller længere perioder eller har mange ambulante kontroller på sygehuset. Regeringen og Danske Regioner er derfor blevet enige om at tilbyde telemedicinsk hjemmemonitorering, der muliggør kontroller i hjemmet, til gravide med komplikationer i hele landet inden udgangen af 2020.

Gode praktiske erfaringer
Telemedicin til gravide med komplikationer gør det muligt for gravide at monitorere deres egen og fostrets tilstand i hjemmet ved løbende at indsende målinger til sygehusene. Løsningen har været i drift på Aarhus Universitetshospital siden 2014.

Erfaringerne fra Aarhus viser, at telemedicin både giver mere tryghed og frihed for de gravide og deres pårørende. De gravide oplever, at den telemedicinske behandling er mere fleksibel og nemmere at passe ind i de deres hverdag, fordi der er færre besøg på sygehuset. Desuden skaber den telemedicinske løsning ro i graviditeten, fordi de gravide bliver bedre til selv at tolke og handle på forskellige signaler.

For en mindre gruppe af patienter, som ellers ville være indlagt, betyder løsningen, at de kan være derhjemme hos deres familie, men uden at miste trygheden ved tæt kontakt med sygehuset og løbende kontrolmålinger.

Telemedicin giver mulighed for at øge antallet af målinger af den gravides tilstand uden at bruge flere ressourcer, og det er med til at øge de gravides tryghed yderligere.  
Løsningen skal gavne hele landet

På baggrund af de gode erfaringer fra Aarhus Universitetshospital har regeringen og Danske Regioner indgået aftale om, at telemedicin skal udbredes som tilbud til gravide med komplikationer på fødeafdelinger i hele landet inden udgangen af 2020.

Det forventes, at telemedicin vil kunne reducere presset på landets fødeafdelinger, og analysen af den landsdækkende udbredelse viser, at der over fem år kan frigives 18,4 mio. kr., fordi antallet af indlæggelser og ambulante kontroller på sygehuse reduceres. Aarhus Universitetshospital har endvidere frigjort 40 pct. af deres sengepladser til gravide med komplikationer siden 2014 som følge af implementeringen af løsningen.