Du er her

Hackere er en ny form for landevejsrøveri

3 ud af 4 virksomheder har i dag investeret i it-sikkerhedstiltag. Og der er grund til at være på vagt. I dag er hackerangreb blevet en lukrativ forretning for kriminelle, og det er ikke kun de store virksomheder, der bliver ramt.

Det kom frem, da Gladsaxe Kommune holdt morgenmøde for virksomheder hos RTT i Mørkhøj Erhvervskvarter. Virksomheden, der lever af at klargøre biler, lagde hus til arrangementet, fordi de har valgt at stå åbent frem og fortælle om det hackerangreb, de har været udsat for.

Mange virksomheder holder den type angreb hemmeligt. Men for RTT er det naturligt at tale åbent om det.

”Det er sjældent, at virksomheder tør stå frem. De tror, at det vil få negative konsekvenser. Men RTT er et skoleeksempel på, at det er godt at stå frem”, siger Morten Rosted Vang, chefkonsulent i DI Digital.

RTT’s åbenhed smittede af på deltagerne på morgenmødet, der delte deres egne erfaringer med hacker-angreb i virksomheder eller foreninger. En håndværker måtte skrotte sin computer efter at have downloadet en hackerfil. En grundejerforenings hjemmeside var blevet hacket. En mindre virksomhed var to gange blevet reddet på målstregen af deres it-leverandør. Og én havde fået en mærkelig mail, der lød som om den var sendt fra chefen, som bad om at overføre penge.

Tag back up og betal ikke løsesum!
For RTT har angrebet ikke kostet løsesum, men kun tabte arbejdstimer. Efter angrebet har de besluttet at styrke it-sikkerheden, så de fremover får lavet en back-up hver time. Dermed er omkostningerne ved et angreb minimale, og de udsætter ikke sig selv for afkrævning af løsesum. Det et netop Dansk Industris to bedste råd til virksomhederne: Tag back-up og betal ikke løsesum!

Vil du også gerne styrke din virksomheds it-sikkerhed, men er du i tvivl om, hvad du skal gøre?
Erhvervsstyrelsen har lavet et værktøj, hvor du kan vurdere din it-sikkerhed og få konkrete råd til, hvor du skal sætte ind. Her kan du også se en video om værktøjet  https://sikkerhedstjekket.dk/