Du er her

HK Kommunal: Sms-reglerne skal revideres

Sms bruges i stor stil i det offentlige. Skolesekretærer skriver sms til elever og forældre i forbindelse med fravær. Sagsbehandlere sender reminder sms til klienter. Tandklinikassistenter sender tandtider til børn osv. Det er nu fem år siden Datatilsynet sidst udsendte regler for, hvordan sagsbehandlere og andre må bruge sms til at kommunikere med borgerne. Reglerne skal nu opdateres af Datratilsynet.

Datatilsynet går nu i gang med kigge regler omkring kommuner og regioners brug af sms efter i sømmene, fortæller Lena Andersen, kontorchef i Datatilsynet til HK-Kommunal. Da det første sæt regler kom ud i 2010, blev det besluttet, at de kun skulle gælde for en fem-årig periode. Den periode er nu ved at udløbe og netop i disse uger vil kommuner og andre offentlige myndigheder modtage informationsmateriale til høring fra tilsynet.

Hvad gør kommunerne egentlig?

-    Vi vil gerne høre hvilke behov de har og også hvilke sms-systemer de har taget i brug for at kommunikere med borgerne. Det overblik har vi ikke, forklarer Lena Andersen til HK-Kommunal.

Derefter vil Datatilsynet vurdere, om der skal ændres i retningslinjer for brugen og praksis ift sms kommunikation med borgerne.

De ny reviderede retningslinjer forventes at ligge klar til efteråret.