Du er her

Hver fjerde borger i Holstebro Kommune har tilmeldt sig Digital Post

Fra november 2014 er det lovpligtigt at bruge Digital Post i kontakten med alle offentlige myndigheder. Indtil nu har hver fjerde borger i Holstebro Kommune meldt sig til at få digital post fra det offentlige via borger.dk eller e-Boks. Nu har kommunen sat en kampagne i gang for at få endnu flere til at tilmelde sig.

Kampagnen er bl.a. synlig på bybusser, på kommunens hjemmeside og på storskærmen på Musikteatret i Holstebro.

- Med Digital Post kan man hurtigt, nemt og sikkert udveksle oplysninger med Holstebro Kommune og andre offentlige myndigheder, og det er let at tilmelde sig. Langt de fleste borgere har netbank, og de vil opleve, at Digital Post er en lige så stor lettelse i dagligdagen, siger direktør for Økonomi og IT i Holstebro Kommune, Claus Brandt.

Han understreger, at Digital Post er en stor fordel for både borgerne og for kommunen og andre offentlige myndigheder.

- Kommunikationen mellem borgerne og kommunen bliver langt lettere. Det betyder bl.a., at borgerne kan få hurtigere svar på deres henvendelser end via postgangen pr. brev. Både for borgerne og for bl.a. kommunen er der penge at spare i porto, og alt andet lige forventer vi, at vi kan yde en hurtigere og endnu mere effektiv behandling af borgernes henvendelser, siger Claus Brandt.

I 2012 sendte Holstebro Kommune ca. 155.000 breve ud på ”gammeldaws” facon. Det svarer til 13.000 breve om måneden, som kommunen betalte porto for. De udgifter, der er forbundet med det, vil falde markant i løbet af de næste par år på grund af Digital Post.

Siden omkring den 1. november sidste år har Holstebro Kommune haft særligt fokus på digital post ”ud af huset” via systemet Doc2Mail i Jobcentret, i Ydelseskontoret og i Børn og Unge Psykiatri og Handicap. Medarbejderne i de nævnte afdelinger sender for øjeblikket i alt ca. 2.000 digitale breve ud om måneden. Hen ad vejen og inden november 2014 kommer alle forvaltninger, afdelinger og medarbejdere med, så al post fra kommunen bliver digital.