Du er her

Innovationsdirektør skifter til Københavns Kommune

Direktør for Syddansk Sundhedsinnovation i Odense Diana Arsovic Nielsen har fået nyt job som innovationschef i Københavns Kommune. Diana Arsovic Nielsen har været leder af Syddansk Sundhedsinnovation siden april 2013.

Syddansk Sundhedsinnovation er døren ind til Region Syddanmarks indsats indenfor innovation, velfærdsteknologi, telemedicin, nyt sygehusbyggeri og arbejdet med offentlig-privat samarbejde.  Syddansk Sundhedsinnovation har til huse i Forskerparken i Odense, hvor centret blandt andet råder over en hal, hvor man i fuld skala kan teste, hvordan for eksempel operationsstuer og sengestuer indrettes på de nye sygehuse i Region Syddanmark.

- Jeg er selvfølgelig ked af, at jeg mister en rigtig god kraft på mit direktørhold, men jeg vil gerne sige stor tak til Diana, fordi hun i sin tid i Region Syddanmark så markant har sat innovation på dagsordenen. Hun har skabt en række konkrete resultater i tæt samarbejde med Syddansk Sundhedsinnovations dygtige medarbejdere. Jeg er sikker på, at hun også i sit nye job vil levere varen og skabe resultater. Det kan hun nemlig slet ikke lade være med, siger konstitueret regionsdirektør i Region Syddanmark Jacob Stengaard Madsen, som er Diana Arsovic Nielsens nærmeste overordnede.

39-årige Diana Arsovic Nielsen glæder sig over de resultater, hun har nået sammen med sine medarbejdere på Syddansk Sundhedsinnovation.

- Det har været en stor udfordring at opbygge Syddansk Sundhedsinnovation, og jeg er både taknemmelig og stolt, når jeg ser på de mange innovationsprojekter med offentlig-privat samarbejde, som vi er lykkedes med, siger Diana Arsovic Nielsen.

Diana Arsovic Nielsen fratræder sin stilling den 31. marts 2015.

- For mig er det afgørende, at Syddansk Sundhedsinnovation ikke taber fart på grund af Diana Arsovic Nielsens afgang. Centret skal fortsat medvirke til at fremme innovative løsninger samt sikre mulighederne for et tæt virksomhedssamarbejde om løsningen af fremtidens opgaver på sundhedsområdet, i psykiatrien og på socialområdet. Derfor har jeg valgt at direktør for Regional IT Søren Lindgaard konstitueres i stillingen som direktør for Syddansk Sundhedsinnovation fra 1. april 2015 og seks måneder frem. Søren vil i den periode fungere som direktør for både Regional IT og Syddansk Sundhedsinnovation, siger Jacob Stengaard Madsen.