Du er her

Instituttet for Blinde og Svagsynede har udviklet en gratis ledsageteknik-app

IBOS – Instituttet for Blinde og Svagsynede har udviklet en gratis ledsageteknik-app, der blandt andet er tænkt som en hjælpende hånd til pårørende, der har et familiemedlem med nedsat syn.

App’en giver gode råd og konkrete teknikker, der er gjort lettilgængelige med fotos. For eksempel er det i de fleste situationer en god idé at give en albue i stedet for en hånd. Ved at holde om ledsagerens albue får personen med synsnedsættelse et godt greb, ledsageren skærmer mod forhindringer, og to personer fylder kun lidt mere end en på fortovet, i en forretning eller andre steder, hvor der er mange mennesker på lille plads.

App’en er udviklet for at gøre det nemt, sikkert og værdigt at give en hjælpende hånd, når man ikke har specialviden om at ledsage. Den er et oplagt værktøj for pårørende, lærere, vejledere, sundhedspersonale og andre, som i deres arbejde møder mennesker med nedsat syn.