Du er her

ITEK: Har vi råd til at tage SKI alvorligt?

I mandags meddelte SKI, at man annullerer prækvalifikationen på rammeaftale 02.18 IT-løsninger og vedligehold. Det betyder, at 500 virksomheder på ny skal i arbejdstøjet. Og de mange prækvalificerede har fået en lang næse for deres indsats. Det skriver direktør Tom Togsverd i en kommentar på ITEK´s hjemmeside.

Ganske vist kan de af vore medlemmer, som blev siet fra, nu glæde sig over en ny chance. Og som brancheorganisation ser vi jo gerne, at langt flere af vores medlemmer er repræsenteret. Men ser man imidlertid på, hvem der blev kvalificeret på 2.18 (som nu er aflyst), så er det faktisk et bredt spektrum af små, mellemstore og store virksomheder indenfor branchen. Det var altså ikke bare de stores fest, som nogle har hævdet.

Spøgsmålet er, om SKI vil finde de vise sten næste gang. Hvis vi stort set ender samme sted, med nogle små forskydningerne, hvad er det så vi har opnået?? Udover at 500 leverandører endnu engang skal bruge mange penge på at skrive en ny prækvalifikation til SKI, og at vi som branche står overfor et ½ til 1 år uden rammeaftaler med det offentlige..

Men værst af alt underminerer det – igen igen – tilliden til SKI: Hvordan kan man i fremtiden tage udbud seriøst, når de gentagne gange alligevel annulleres? Og hvad med de mange forsinkelser, som betyder lange perioder uden aftaledækning – eller tilbagedaterede aftaler?!

I DI ITEK synes vi, at det er på tide, at SKI tager sig selv alvorligt og holder fast i de planer, man har lagt frem. I modsat fald taber både kunder og leverandører tålmodigheden.