Du er her

Københavns Borgerservice giver hjælp til rejsekortet

Københavnske bus, tog- og metropassagerer kan nu gå i Borgerservice, hvis de har brug for hjælp til at bestille rejsekort via nettet eller ikke har dankort. Alle danskere skal kunne få et rejsekort. Derfor indleder Københavns Borgerservice nu et samarbejde med Trafikselskabet Movia om at udstede rejsekort i byens tre borgerservicecentre.

Det sker blandt andet for at hjælpe de borgere, der enten ikke har adgang til nettet eller ikke har et dankort.

”Jeg er glad for, at vi i samarbejde med Trafikselskabet Movia kan gøre det nemmere for københavnerne at rejse. Når borgerne nu kan gå ind i et af de tre borgerservicecentre og få personlig hjælp til rejsekortet, får det forhåbentlig endnu flere mennesker til at benytte den kollektive trafik,” siger Københavns borgmester for kultur, fritid og borgerservice, Carl Christian Ebbesen (DF).

Københavns Borgerservice har gennem de sidste par år specialiseret sig i at hjælpe københavnerne i gang med de mange selvbetjeningsmuligheder på nettet. Det sker både, når københavnerne ringer til kommunen eller møder personligt frem.

”Vi er rigtig glade for initiativet, og at vi på den måde kan give københavnerne endnu en mulighed for at komme godt i gang med at bruge rejsekort”, siger Dorthe Nøhr Pedersen, der er administrerende direktør i Trafikselskabet Movia.

På Borgerservice kan kunderne få hjælp til

  • at bestille et rejsekort
  • at få svar på spørgsmål om rejsekort
  • at tanke penge på deres rejsekort enten med dankort eller kontanter
  • at komme godt i gang med selvbetjening på rejsekort.dk
  • at få taget et foto til rejsekort personligt pensionist