Du er her

KL advarer mod centralisering af byggesagsbehandling

”Det er svært at forstå, at regeringen nu ønsker at genoplive den gamle traver om at centralisere den tekniske byggesagsbehandling i nogle større enheder," lyder det fra Jørn Pedersen, formand for KL’s Teknik- og Miljøudvalg.

"Det er med sikkerhed ikke vejen til højere effektivitet eller kvalitet. Tværtimod vil en ansøger skulle til to myndigheder i samme sag. Det har vi meget dårlige erfaringer med fra andre områder”.

Sådan lyder reaktionen fra formanden for KL’s Teknik- og Miljøudvalg Jørn Pedersen på, at regeringen laver et idékatalog, hvori et af forslagene skal være at samle den tekniske byggesagsbehandling i en eller flere centrale enheder. Forslaget fremgår af den byggepolitiske strategi, som regeringen offentliggør i dag.

”Det er helt fint, at regeringen vil sikre kortere sagsbehandlingstider og højere kvalitet i de afgørelser, der træffes. Men det er vi allerede i fuld gang med i kommunerne, for det har vi allerede aftalt med regeringen i økonomiaftalen. Dette forslag vil få den stik modsatte virkning,” siger Jørn Pedersen.

”Hvis man fører de her tanker ud i livet, vil det udløse langt mere uoverskuelighed for borgere og virksomheder og gøre det mere besværligt for dem. Afstanden fra borgere og virksomheder til de ansvarlige myndigheder bliver meget længere, og der vil komme flere myndigheder i samme byggesag.”

”Det er uforståeligt, at man ser bort fra, at den store synder, når det gælder lange sagsbehandlingstider, ikke er den tekniske byggesagsbehandling  – det er derimod de 22 love, som skal indgå i sagsbehandlingen i enhver byggesag. Så vejen frem er ikke centralisering uden mening, men regelforenkling og afbureaukratisering,” siger Jørn Pedersen.

Han undrer sig over, at man i udspillet helt ignorerer, at der i forvejen er en udvikling i gang i retning af øget standardisering af byggesagsbehandling i kommunerne. Det sker i regi af det fælles digitale ansøgersystem Byg & Miljø, som alle ansøgere skal bruge fra 1. december.

”Alle relevante statslige styrelser og en bred vifte af erhvervsinteressenter har været inviteret til at bidrage til udviklingen af et fælles digitalt system, der netop vil sikre den ensartethed og kvalitet i den kommunale byggesagsbehandling, som regeringen efterlyser”.

”På den baggrund er det svært at se meningen med at lægge op til en helt ny struktur, hvor man flytter opgaven væk fra kommunerne. Det en tænkning, der slet ikke er i trit med den digitale tidsalder. Kommunerne kan, når det er nødvendigt, fx inddrage særlige kompetencer hos andre kommuner i en digital sagsgang".

"Så fri os for nye centraliseringer og instanser, der kun skaber mere bureaukrati,” slutter Jørn Pedersen.