Du er her

KL får ny næstformand

Erik Nielsen har besluttet at trække sig som KL-næstformand, og Jacob Bundsgaard bliver ny næstformand. KL’s næstformand Erik Nielsen fratræder næstformandsposten i KL efter eget ønske. Efter en årrække som først udvalgsformand, derefter formand og i de seneste to år næstformand i KL har Rødovre-borgmesteren besluttet at sige farvel til de allerhøjeste poster i KL. Men han fortsætter dog som medlem af KL’s bestyrelse.

”Det har været uhyre spændende at være med i front i kampen for det kommunale Danmark, og jeg ser frem til at fortsætte som medlem af KL’s bestyrelse. Men tiden er inde til at overlade næstformandsposten til en anden,” siger Erik Nielsen.

KL-formand Martin Damm fremhæver Erik Nielsens kolossale arbejde for kommunerne og glæder sig over, at KL’s bestyrelse fortsat kan trække på Erik Nielsens erfaring og store kompetencer.

”Både fagligt og personligt har jeg sat meget stor pris på parløbet med Erik, og jeg er ked af at måtte sige farvel til ham som næstformand. Men jeg respekterer Eriks ønske om at give næstformandsposten videre, og jeg glæder mig over, at vi med Jacob Bundsgaard får en ny næstformand, der kan træde direkte ind som en stærk medspiller ikke mindst i de hårde forhandlinger med regeringen om flygtningepresset og kommunernes økonomi, som ligger foran os i de kommende måneder,” siger Martin Damm.

Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard ser frem til den nye post og udtrykker stor anerkendelse for det arbejde, som Erik Nielsen har udført i KL på kommunernes vegne.

”Det er nogle store sko, jeg skal fylde. Men jeg vil gøre mit ypperste, og dagens indlæg fra finansminister Claus Hjort Frederiksen på Kommunaløkonomisk Forum viser i hvert fald, at der bliver nok at tage fat på i mit nye job. Der er ingen tvivl om, at Martin Damm og jeg skal være kampberedte, når vi skal til forhandlinger med finansministeren,” siger KL’s nye næstformand Jacob Bundsgaard.