Du er her

KL topchef i særklasse fylder 50 år

KL’s administrerende direktør Kristian Wendelboe fylder 50 år den 11. oktober. Kristian Wendelboe har allerede en lang karriere bag sig, og har bl.a. bestridt flere departementschefposter i centraladministrationen, senest som departementschef i det daværende Indenrigs- og Sundhedsministerium, og været adm. direktør i Danske Regioner.

I 2011 kom Kristian Wendelboe til KL som ny administrerende direktør. Det var på et tidspunkt, hvor KL ændrede kurs og politisk markerede sig med offensive politiske udspil om det nære sundhedsvæsen, beskæftigelsessystemet og fremtidens folkeskole.

Kristian Wendelboe så fra starten, at der skulle omstillinger til i organisationen, for at de politiske mål kunne realiseres. Han satte sig i spidsen for at ændre arbejdsformerne og styrke organisationens dialog med både kommuner og samarbejds- og allianceparter. Altid med det for øje, at KL først og fremmest skal være en troværdig interesseorganisation.

Når Kristian Wendelboe står i spidsen er tempoet højt. Lange tunge arbejdsgange ligger ham fjernt, og han får ting til at ske. Han har et højt ambitionsniveau på organisationens vegne og formår at få alle til at brænde for sagen.

Måske fordi han er rigtig god til at omsætte de politiske udfordringer og mål til en operationel dagsorden for organisationen. Han er en topchef, der tager sin organisation alvorligt og vil vide, hvad der sker hvornår og hvorfor.

De politikere, Kristian Wendelboe har arbejdet tæt sammen med, beskriver ham som analytisk meget stærk og sublim til at bidrage til løsninger, når forhandlinger går ind i deres intensive fase. Det har KL’s politikere blandt andet set og mærket i de årlige forhandlinger om kommunernes økonomi mellem KL og regeringen.

Kristian Wendelboe stortrives, når der er stor-politiske udfordringer. Han ser det som én af sine vigtigste opgaver at bidrage til, at politikerne har det, de skal bruge, og får det med- og modspil, som giver dem det bedste grundlag for at forhandle og finde politiske løsninger.

Kristian Wendelboe er en topchef i særklasse, men der hersker ikke tvivl om, at hans tre børn: Nikoline, Oskar og Rasmine og kæresten Lise-Mette Holton har meget høj prioritet. Og så har han en stærk passion for musik. Han er nærmest et omvandrende musikleksikon og kan tit få et citat fra fx Lou Reed eller C.V. Jørgensen flettet ind.