Du er her

KOL-patienter fik det bedre via computeren

Patienter med svær eller meget svær KOL er ofte så dårlige, at det kan være en fordel at gennemføre rehabilitering i deres eget hjem, viser et telemedicinsk projekt. Opgørelser viser også, at blot 70 procent af de mest syge KOL-patienter almindeligvis gennemfører deres træningsforløb.

Et netop gennemført telemedicinsk projekt i Region Hovedstaden, hvor patienterne igennem ti uger fik rådgivning og et planlagt fysisk træningsforløb via en computerskærm, i deres eget hjem, fik imidlertid gennemførslen af et træningsforløb op på 100 procent.

- Træning kombineret med patientundervisning er én af de ting, vi ved, virker med henblik på en bedring af helbredstilstanden for KOL-patienter. Derfor har telemedicinprojektet været et rigtig godt tilbud til de dårligste af vores patienter. Har man eksempelvis en lungekapacitet på blot 20 procent, kan det være en næsten uoverstigelig forhindring at skulle bevæge sig helt hen til hospitalet, træne og derefter hjem igen. I det netop overståede projekt gennemførte alle deltagerne, forklarer overlæge og forskningsleder, Anne Frølich fra Bispebjerg Hospital.

Håbet med det telemedicinske projekt er på sigt at gøre skærmtræning i hjemmet til et fast tilbud til de dårligste KOL-patienter.

I projektet kunne patienterne to gange om ugen deltage i en træningstime ledt af en fysioterapeut fysisk placeret på hospitalet.

Derudover var det også muligt at deltage i patientundervisning gennemført af en læge og sygeplejeske på hospitalet.

Rygestopkursus og kostvejledning samt mulighed for at tale med en hospitalspræst via skærmen var også en del af forløbet.

- Det har været utrolig positivt at følge patienterne i projektet, hvor samtlige patienter har peget på, at de fik højnet deres livskvalitet og samtidig oplevede at få det fysisk bedre. Projektet gav dem også en indsigt i deres sygdom og en fælleskabsfølelse ved at møde andre patienter med KOL via skærmen, fortæller oversygeplejerske Hanne Lund Pedersen fra Lungemedicinsk Afdeling på Bispebjerg Hospital.

Projektets resultater glæder formand for Region Hovedstadens sundhedsudvalg, Karin Friis Bach (R):

- Telemedicinprojektet for KOL-patienter har givet et bredt tilbud til en gruppe patienter, der kan være svære at tilbyde et forløb i det hele taget. Ved at kunne træne i eget hjem kommer vi patienten i møde, så de måske undgår en ekstra indlæggelse og gennemgående får det bedre både fysisk og psykisk. På den måde gør vi også adgangen til sundhed lige for alle, og det er vigtigt, understreger hun.

Tilbuddet om rehabilitering via en computerskærm har været den eneste mulighed for et genoptræningstilbud for KOL-patient, Erik Madsen, fra Bispebjerg. For selvom han bor næsten ved siden af hospitalet, er det en fysisk umulighed for ham at komme derhen.

- Jeg er så syg af min KOL og samtidig koblet op på et iltapparat, at jeg så godt som aldrig kommer udenfor. Træningen via computerskærmen har været rigtig godt for sådan en som mig, og jeg føler, jeg igennem forløbet har fået det meget bedre. Kommer der et nyt forløb, kan de helt sikkert regne med mig som deltager, siger Erik Madsen.