Du er her

Læger skal træne i nyt simulationscenter

Odense Universitetshospital indviede 23. august et nyt simulationscenter, der skal give læger og andet sundhedspersonale træning og rutine i at foretage operationer, før de udfører dem på patienterne.

Jagerpiloter bruger mange timer i simulatoren for at holde færdighederne skarpe – så hvorfor skal læger og sygeplejersker ikke gøre det samme?

Det er tanken bag det nye tekniske simulationscenter på OUH Odense Universitetshospital – Svendborg Sygehus, der blev indviet af regionsrådsformand Stephanie Lose (V) og sundhedsudvalgsformand Poul-Erik Svendsen (S) 23. august.

Simulationscenteret er regionalt, så sundhedspersonalet – og patienter - i hele Region Syddanmark får glæde af det nye center.

Mulighed for at træne kikkertundersøgelser
I starten vil det være lægerne, der får mulighed for at bruge centeret, mens andet sundhedspersonale også vil få mulighed for at kunne træne alt fra knæundersøgelser, operationer på brækkede hofter og kikkertundersøgelser af luftvejene.

God erfaring med simulationstræning på OUH
Hospitalet har allerede igennem længere tid brugt simulationstræning til for eksempel at øve personalet i samarbejde ved for eksempel hjertestop, ligesom enkelte procedurer har kunnet trænes på helt særligt indkøbte maskiner.

Men i den nye afdeling for teknisk avanceret færdighedstræning udnytter man de nye virtuelle muligheder for at træne på computere, som kan simulere flere forskellige operationer og dermed give lægerne mulighed for at træne mere.