Du er her

Litteratursiden lancerer nyt og mere brugervenligt site

Litteratursiden har fået nyt design, der forbedrer brugeroplevelsen. Siden er rykket til et nyt og opdateret system og koblet på Den åbne platform. Lanceringen af den nye side fejres på Bogforum fredag d. 10. november.

Litteratursidens nye site er mere intuitivt, responsivt og visuelt stærkt. Redaktionen har valgt at forenkle sitet og fokusere på en mere stringent og simpel navigation. Værket er blevet det centrale indholdselement, der samler anmeldelser og analyser på siden, hvilket gør det nemmere for brugerne at navigere på sitet. Da det nye design er responsivt fungerer det godt på mobile enheder. Søgefunktionaliteten er samtidig blevet opdateret for at sikre en mere fokuseret og inspirerende brugeroplevelse.

Den nye udgave af Litteratursiden benytter Den åbne platform, hvilket betyder at værker og metadata bliver hentet i brønden. Dette gør det redaktionelle arbejde lettere, da værkerne ikke længere skal oprettes manuelt.  Adgangsplatformen (single sign on) er i første omgang ikke implementeret på Litteratursidens nye site, da den på udviklingstidspunktet ikke var moden nok. På sigt kan Adgangsplatformen samt forsidebilleder fra forsideservice med fordel implementeres for også her at arbejde videre med centrale løsninger.

BAGGRUND FOR RELANCERINGEN
Litteratursiden har det sidste halvandet år arbejdet på et forældet system, der ikke længere bliver sikkerhedsopdateret. Der har derfor været behov for at flytte Litteratursiden til et nyt og opdateret system (Drupal 8). Projektet er foregået i tæt samarbejde mellem Litteratursidens redaktion og DDB. DDB har finansieret relanceringen og været tovholder på projektet, for at sikre samspillet mellem Litteratursiden og bibliotekernes øvrige digitale tilbud.

DRIFTEN AF LITTERATURSIDEN OG BIBLO BLIVER SAMLET HOS DDB
I forbindelse med det nye site overgår IT-driften til DDB. Den samme model er også iværksæt for Biblo.dk. Centraliseringen af IT-driften vil fremover betyde mindre dobbeltudvikling og større synergi mellem de to sider. Litteratursiden og Biblo har forsat det fulde ansvar for den faglige drift, og begge tjenester modtager ligeledes forsat driftsstøtte til det redaktionelle arbejde.

RELANCERING PÅ BOGFORUM
Litteratursiden fejrer relanceringen af sitet på Bogforum fredag den 10. november kl. 16.00 på Litteratursidens stand.