Du er her

Lovgivning står i vejen for drone-udvikling

Den voksende drone-branche i Danmark angiver lovgivningen som hæmmende for vækst herhjemme. Det viser en stor kortlægning af den danske drone-branche fra Teknologisk Institut.

Den voksende del af drone-branchen i Danmark, som er avancerede brugere, bliver hæmmet af de nuværende regler. Selv om dronerne nu med intelligent teknologi selvstændigt kan overflyve store områder til for eksempel inspektions- og overvågningsopgaver, så forhindrer de nuværende regler ifølge branchen en effektiv brug af teknologien.

Det viser en kortlægning, rundspørge og analyse af den danske dronebranche, som Teknologisk Institut netop har offentliggjort. I rapporterne kan man bl.a. se en tendens i retning mod flere, der anvender droner til komplekse formål som fx avancerede terrænopmålinger, inspektion af ufremkommelige konstruktioner, til fremdriftsrapportering i byggeprojekter, beredskab og landbrug.

- 59 procent af de avancerede brugere af droner nævner, at lovgivningen er en hæmsko for drone-industriens vækstmuligheder. Skal man fx inspicere højspændingsledninger, havvindmøller, solcelleparker eller marker i landbruget skal dronepiloten vandre i landskabet for at have øjenkontakt med droner. Men droner kan faktisk i dag flyve sikkert med hjælp fra kameraer og automatpilotsoftware, siger en af forfatterne bag rapporterne, konsulent Jesper Villadsen, Teknologisk Institut.

Ud over en detaljeret kortlægning af brugen af droner i Danmark har Instituttet gennemført 36 interviews med avancerede brugere og teknologileverandører til droner. Det har mundet ud i fire rapporter, som er en del af resultatkontrakten ”Professionelle civile droner” for Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte under Uddannelses- og Forskningsministeriet.

I perioden januar til oktober 2016 er antallet af godkendte droneoperatører, teknologi-leverandører og systemintegratorer vokset med ca. 30 procent til godt 400 professionelle virksomheder og organisationer i den danske drone-branche. 137 virksomheder benytter droner til luftfoto mv., men samtidig er der flere avancerede brugere af droner på vej. For eksempel er brugen af droner i byggebranchen og til geografisk landmåling mere end firedoblet fra 15 til 66 virksomheder.

Dronebranchen i Danmark, opdateret kortlægning, 2017
Udbredelsen af droner til civilt brug i Danmark er i stærk vækst. I perioden januar til oktober 2016 er antallet af godkendte droneoperatører, teknologi-leverandører og systemintegratorer vokset med ca. 30 procent til godt 400 professionelle virksomheder og organisationer i den danske drone-branche. Brug af droner til luftfoto og videooptagelser tegner sig for godt halvdelen af de registrerede professionelle droneoperatører i Danmark, hvor 212 virksomheder er registreret mod tidligere 137. Men samtidig er der flere avancerede brugere af droner på vej. For eksempel er brugen af droner i byggebranchen og til geografisk landmåling mere end firedoblet fra 15 til 66 virksomheder.