Du er her

Målrettet indsats skal gøre de unge klar til Digital Post

Tablets, smartphones og sociale medier er hverdagskost for danske unge. Men selvom de surfer nettet tyndt, er de ikke nødvendigvis klar til kommunikation med det offentlige online. De unges tilmelding til Digital Post ligger under gennemsnittet, og de må se sig slået af deres bedsteforældre. Derfor lanceres nu en særlig indsats for at få de unge til tasterne.

Digital Post ruller ud den 1. november, men det er endnu ikke alle, der ved, hvad det indebærer. Særligt de unge har overraskende nok brug for en hjælpende hånd. I dag er knap 42,3 procent af de 15-24-årige tilmeldt Digital Post, hvilket er under landsgennemsnittet på 56,2 procent. Og så må de unge se sig slået af den ældre del af befolkningen, hvor 57,9 procent af de 65-74-årige har tilmeldt sig. Indsatsen med at få de ældre gjort klar til den nye digitale virkelighed suppleres nu af en særlig indsats målrettet de unge for at få dem engageret i Digital Post, inden det bliver obligatorisk.

"Blandt de unge er der nok en opfattelse af, at spørgsmålet om Digital Post ikke er relevant for dem, da de ikke har haft så mange anledninger til kommunikation med det offentlige. Men fra 1. november bliver mere og mere post fra det offentlige digitalt, og så er det vigtigt, at de unge er med, så de ikke går glip af vigtige meddelelser om fx indkaldelse til undersøgelse på sygehuset, SU eller boligstøtte," siger Louise Palludan Kampmann, der er teamleder i Digitaliseringsstyrelsen.

"Er du mere digital end en 65-årig?" er navnet på et af elementerne i Digitaliseringsstyrelsens indsats målrettet de 15-24-årige. Spørgsmålet er ment som en provokation til de unge, som nok selv tror, at de kan svare ’JA!’. Gennem en digital quiz, hvor der dystes i digital kunnen mod borgere over 65 år, kan de unge få kontant svar på spørgsmålet og blive ledt videre til borger.dk, hvor de kan tilmelde sig.

"Ideen med quizzen er at illustrere paradokset i, at de unge kan være nok så digitale i deres liv, men altså ikke når det gælder kommunikationen med det offentlige, hvor de får baghjul af de ældre," siger Louise Palludan Kampmann.

Den digitale quiz er tilgængelig på www.erdumeredigital.dk. Danskere, der er uden for aldersgruppen 15-24 år, er også velkomne til at tage quizzen og måle deres digitale kunnen.

Indsatsen løber frem mod den 1. november, hvor alle danskere, der ikke er fritaget, automatisk begynder at modtage Digital Post fra det offentlige.