Du er her

Materialer til den fællesoffentlige kampagne

Borgerservicecentre og biblioteker gør et stort arbejde for at hjælpe borgerne med digital kommunikation med det offentlige. Digitaliseringsstyrelsen understøtter det lokale arbejde og har udviklet en række materialer, som borgerservice og biblioteker kan bruge i deres arbejde. De fysiske materialer er nu udsendt, og online materialer kan hentes på borger.dk/kampagne.

Igen i år gennemfører Digitaliseringsstyrelsen en national kampagne, som fortæller om digital kommunikation med det offentlige. Målet er at sikre, at borgere, herunder borgere, der er udfordrede i forhold til den digitale kommunikation, får hjælp og bliver informeret.

Digitaliseringsstyrelsen opfordrer myndigheder og organisationer til at afholde hjælpe- eller informationsarrangementer i løbet af uge 46 og 47. Herved bliver der nationalt sat fokus på, hvor og hvordan borgerne får hjælp til digital kommunikation med det offentlige.

Bolsjer, magasiner, tasker og postkort
For at understøtte de lokale aktiviteter har Digitaliseringsstyrelsen udsendt fysiske materialer til borgerservicecentre og biblioteker. I år får de bolsjer, tasker og postkort og som noget nyt også magasinet Netliv.

Netliv kan inspirere og motivere borgere, der endnu ikke har taget hul på internettets mange muligheder. Det kan også give dem mulighed for at opnå de fordele, der er ved digital kommunikation med det offentlige. Magasinet findes også i en online version, som fx kan bruges i it-undervisningen.

Kampagne film og små film om Digital Post rettet mod unge
På borger.dk/kampagne kan man desuden hente alle online materialer fx webbannere og kampagnefilm.

Der er derudover blevet lavet små film om Digital Post, der er særligt henvendt til unge. Filmene kan bruges på fx facebook eller twitter.

Promoted posts til facebook
I år er der et særligt fokus på de målgrupper, som er udfordret af den digitale kommunikation med det offentlige fx unge, ældre og ikke-vestlige indvandrere. Der er lavet promoted posts til målgrupperne. Myndigheder kan hente dem og selv formulere en tekst, der passer til lokale behov.

Andre materialer
Der er mange andre kampagnematerialer på borger.dk/kampagne, fx redigerbare faktaark, ikoner, fotos, plakater og faktaark om NemID og Digital Post på en række fremmedsprog. Alt kan hentes og bruges gratis.