Du er her

Mere velfærdsteknologi i plejeboligerne

Nye velfærdshjælpemidler afprøves og præsenteres i katalog. For at flere aarhusianere kan få gavn af velfærdsteknologi, udbreder kommunen i den kommende tid en række nye velfærdsteknologiske løsninger i de aarhusianske plejeboliger.

Aarhus Kommune investerer i første omgang 50 mio. kr. i initiativet. Her indgår flere vasketoiletter side om side med, at kommunen afprøver nye teknologier, fx til at sikre god nattesøvn.

”Vores borgere har allerede stor glæde af velfærdsteknologi, der hjælper med alt, fra praktiske ting i hverdagen til bedre kontakt til familie og venner. Det giver et ordentligt løft i livskvaliteten, og det løft skal endnu flere opleve”, siger rådmand i Sundhed og Omsorg Jette Skive.

Bedre hverdag for beboere og medarbejdere
De nye velfærdsteknologier, der skal afprøves, er samlet i et katalog over forskellige løsninger, som Sundhed og Omsorgs afdeling for velfærdsteknologi, Center for Frihedsteknologi, ser store potentialer i at installere i plejeboligerne.

”For dem, der bor i plejebolig, bidrager velfærdsteknologi til en bedre hverdag på mange forskellige måder; nogle får mulighed for at klare flere ting selv, andre får en tryggere og bedre nattesøvn og mere overskud til en socialt aktiv hverdag. Velfærdsteknologi handler også om, at vores medarbejdere kan gøre deres arbejde smartere, i langt bedre arbejdsstillinger og på en måde, hvor beboerne tager langt mere del i hverdagens gøremål, siger chefkonsulent ved Center for Frihedsteknologi Inger Kirk Jordansen.

"En gufpakke"
For at sikre, at energien bruges på den velfærdsteknologi, der giver allermest mening, gennemføres der i første omgang en pilottest i vores plejeboligenhed på Trøjborg.
Leder af plejeboligerne på Trøjborg, Marianne Nasseri, kalder de nye velfærdsteknologier for en gufpakke, som hun sammen med det øvrige personale på Trøjborg glæder sig til at få fingrene i.

”Vi får masser af muligheder for at tænke lidt anderledes og være kreative med, hvordan vi gør tingene. Det glæder vi os meget til. Samtidig kan velfærdsteknologi give store fordele både for vores beboere og medarbejdere. Beboerne kommer helt sikkert til at kunne klare mere i hverdagen selv, og medarbejderne vil sikkert opleve, at flere af de praktiske opgaver bliver erstattet af mere tid til at være sammen med borgerne”, siger hun.

Pilottesten på Trøjborg skal belyse, hvilke teknologiske løsninger der giver mest tryghed, trivsel og livskvalitet og bidrager til det bedste arbejdsmiljø. De teknologiske løsninger, der giver de bedste resultater, installeres herefter i flere af byens plejeboliger.