Du er her

Mindre adgang til internettet ved prøverne i gymnasiet

Undervisningsministeren har besluttet, at der fremover ikke skal være adgang til internettet som fagligt hjælpemiddel ved prøverne i gymnasiet. Det skal være med til at forhindre snyd.

Flere eksempler på snyd ved brug af internet til eksamen betyder, at undervisningsminister Merete Riisager nu ændrer bekendtgørelsen, så det fremover ikke er tilladt at bruge ubegrænset internet ved eksamen. Det skal være med til at komme snyd til livs.

”Vi ser desværre eksempler på, at det er alt for fristende at snyde til eksamen, og så mister den sin betydning. Eleverne skal vise, hvad de ved og kan til eksamen - ikke hvor hurtige de er til at søge informationer på nettet. Derfor vil jeg lukke den motorvej, der er for at snyde,” siger Merete Riisager.

Danske elever får dermed samme forhold, som gælder i lande som Sverige, Holland, Estland, Letland, Litauen og Finland, hvor internet heller ikke er tilladt som fagligt hjælpemiddel

Reglerne for hjælpemidler i øvrigt forbliver de samme. Det vil fortsat være tilladt for eleverne at bruge undervisningsmaterialer og hjælpemidler i de fleste fag. Det kan være digitale ordbøger eller e-bøger, der er brugt i undervisningen.

De fleste prøver vil fortsat blive afviklet på computer, og mange af opgaverne vil også fremover blive udleveret og afleveret via en hjemmeside (netprøver.dk). Der bliver ikke ændret på mulighederne for særlige prøvevilkår og hjælpemidler til ordblinde elever og lignende. Denne elevgruppe vil fortsat kunne blive kompenseret, uanset om deres særlige hjælpemidler er internetbaserede eller ej.

I dag er det tilladt at bruge internet som fagligt hjælpemiddel ved i alt 21 (heraf er 17 forsøgsprøver) skriftlige prøver ud af 67 skriftlige prøver.

Eneste undtagelse for brug af internettet som hjælpemiddel bliver i fagene informatik B og programmering B, hvor der er særlige faglige grunde, der taler for at bruge internettet i forberedelsestiden.

Reglerne vil have virkning for alle elever, der er startet på en gymnasial uddannelse efter 1. august 2017.

Der indføres en overgangsordning for elever, der er startet på en gymnasial uddannelse før 1. august 2017. De fire skriftlige prøver, som ikke er forsøg, ændres ikke for elever, der er startet på en gymnasial uddannelse før 1. august 2017. Det drejer sig om engelsk A og dansk A på hhx og htx. I de resterende 17 tilfælde (forsøgsprøverne) vil adgang til internettet som fagligt hjælpemiddel blive fjernet med virkning fra og med sommertermin 2019.