Du er her

NemLog-in får nyt design

I dag går NemLog-in over til at anvende JavaScript i stedet for Java, når man logger på med NemID nøglekortet. NemLog-in ændrer samtidig i designet på login-siden - som får en række nye funktionaliteter, der samlet set skal give en bedre brugeroplevelse.

Når man fremover logger på en offentlig selvbetjeningsløsning, vil login-siden se lidt anderledes ud end den har gjort hidtil. Dette sker i forbindelse med, at NemLog-in går fra at bruge teknologien Java til JavaScript, når man logger på med NemID nøglekortet.

NemLog-in vil fremover kun være baseret på login med NemID nøglekort og NemID med nøglefil - det vil sige, at fanen med Digital Signatur fjernes. Dette sker som led i, at Nets udfaser Digital Signatur (OCES1) fra den 26. november 2014. 

Det vil samtidig være muligt, at se den aktuelle driftsstatus for log-in med NemID nøglekort og NemID nøglefil, hvor eventuelle driftsforstyrrelser vil fremgå på login-siden.

Borgere og virksomheder skal ikke foretage sig noget aktivt i forbindelse med ændringerne i NemLog-in, der sker automatisk.